23948sdkhjf

Renault Evolution rækker ud efter chaufføren

Renaults lastbiler er økonomiske og driftssikre, og nye komfort-forbedringer på de tunge serier gør Renault Evolution til en langt mere attraktiv chaufførbil:

Da Renault Trucks relancerede sit lastbilprogram i 2013, var der tale om den måske mest drastiske genstart for en lastbilfabrik nogensinde. Alle modelserier blev skrottet, herunder klassikere som Premium-serien og ikke mindst Magnum. De nye lastbiler var helt anderledes - både i konstruktion, indhold, udseende, sågar modelnavnene - intet var genbrug.

Renaults genfødsel har haft blandet succes, og det helt store gennembrud har ladet vente på sig. Med den første større opdatering af det tunge modelprogram tager Renault Trucks nu et par vigtige skridt fremad - dels ved at introducere en mere effektiv drivline, og dels ved målrettede justeringer af nogle svage punkter, der hidtil har lagt en dæmper på chaufførernes begejstring for de franske biler.

Det er vist ingen hemmelighed, at Danmark er et af de markeder, hvor Renault har potentiale for fremgang. Derfor var Lastbil Magasinet for nylig også inviteret til det danske hovedsæde i Taastrup til prøvekørsel af Renaults opdaterede lastbilserier. Vores testbil var en Renault T High Evolution 520 6x2 pusher, som slæbte på en 3-akslet - tom - tanktrailer på 7,5 ton. Det lidt aparte testvogntog skyldtes den aktuelle mangel på nye køretøjer, og det ville ikke just være i miljøets ånd at fylde traileren med 33.000 liter vand til en prøvetur og så hælde det ud igen.

Vores demobil var, som “High” indikerer, udstyret med det høje førerhus med fladt gulv i kabinen - og med den stærkeste 13-liters motor med 520 hk. “Evolution” er betegnelsen for, at vi kører i en af Renaults nye, opdaterede modeller.

Stor rat-nyhed

Evolution er et meget passende navn til de nye Renault-biler. Der er netop ikke tale om en revolution, men om en fornuftig videreudvikling af den eksisterende platform. Renault Trucks har med kirurgisk præcision arbejdet med at rette op - eller måske nærmere “ratte op” (tø-hø) - på nogle specifikke problemer.

Ratstammen har været en øm tå for Renault. Den hidtidige 2-vejs indstilling af rattet har simpelthen været for gammeldags med begrænsede muligheder for tilpasning. Det har fungeret fint, hvis man sidder meget rank i sædet, men sådan er virkeligheden bare ikke. De fleste chauffører vil gerne sidde mere tilbagelænet - og det får de muligheden for nu.

Renault Evolution kommer nemlig med en ny justerbar ratstamme med tre akser, som vi kender det fra flere andre mærker. I den nye Renault kan rattet vippes 60 grader, så man kan sidde næsten som i en personbil. Det er et stort fremskridt, og rattets position og hældning indstilles ved hjælp af en robust fodpedal i stål (hvor koblingen tidligere sad). Det fungerer nemt, og man kan sågar også indstille rattet, mens man kører (selvom det ikke lyder som noget, der bør anbefales). Fabrikken kan stadig levere den gamle 2-vejs indstilling - men i Danmark vil Renault kun levere den nye 3-vejs version, og det får de næppe nogen klager over.

Renault er i øvrigt gået “back to basics” og renset al elektronik ud af den nye ratstamme, som har en luftventil og to luftfiltre - så der er ikke meget, der kan gå i stykker. Samtidig har Renault lukket et andet lille kritikpunkt, som gik på små vibrationer i rattet, når man kørte over ujævnheder i vejen. Det problem skulle være afhjulpet med en ny styrestang med en kraftig affjedring - og vi bemærkede i hvert fald ingen problemer af den art på vores meget blandede testrute i landområdet vest for Taastrup.

Start-stop-knap

For at blive ved ratstammen, så har Renault fået en start-stop-knap - så det er altså slut med at dreje nøglen på traditionel vis. Så længe nøglen er i nærheden (fx i chaufførens lomme), kan bilen startes med et tryk på knappen. Ud over at være smart og moderne løser denne nyhed også et andet, lavpraktisk problem, som Renault har døjet med. Hvis en Renault-chauffør har lange ben, så har han nok prøvet at sætte sig ind i bilen og hamre knæet op i nøglen - og i værste fald knække den, når man klapper rattet ned. Det er slut med knækkede nøgler i Renault Evolution.

Selvom den nye startknap er nøglefri, har man stadig de forskellige trin i processen, som med en traditionel nøglestart. Med korte tryk på knappen kan man sætte bilen til tænding osv. - og starte den gradvist, ligesom bilen kan “tændes” i kun lige det omfang, der er nødvendigt, når chaufføren holder hvil. Nøglen giver i øvrigt selv en advarsel i god tid (via bilens display), hvis den er ved at løbe tør for strøm.

Til gengæld skal man stadig have nøglen op af lommen for at komme ind i bilen. Nøglefri åbning af dørene (som man kender det fra mange personbiler, hvor dørene kan åbnes, blot nøglen er inden for et antal meter fra bilen) er nemlig fravalgt på anbefalinger fra en større gruppe testchauffører, som Renault har rådført sig med. Mange chauffører er ikke trygge ved, at dørene kan åbnes af hvem som helst, bare man er omkring bilen - og det kan man sådan set godt forstå.

Sæder og opbevaring

Der er også flere sæder at vælge imellem med flere muligheder for indstilling (og en ny læderversion fra fabrikken). Renaults kabiner har også fået et lille løft med mere opbevaring - bl.a. en tablet-/telefonholder med to USB-stik samt en A4-skuffe inden for chaufførens rækkevidde, og i passagersiden er der to nye pladser med samlet 7 liter opbevaring.

Instrumenteringen ligner til gengæld sig selv - som sagt, ingen revolutioner. Renault holder fast i det velkendte 7 tommers display, og det kan i disse chipmangel-tider måske vise sig at være en fordel i forhold til at sænke leveringstiden pga. lidt mindre elektronik.

Bevæger vi os om i køjen, er madrassen blevet 13% tykkere og bedre affjedret (i “Serenity”-udgaven), ligesom køjeområdet har fået et par USB-stik mere til at holde liv i de elektroniske apparater, når der skal kobles af.

LED og nyt look

Udvendigt er den største nyhed, at Renault nu har LED-forlygter som standard. Altså én samlet lygte med nærlys, tågelys, fjernlys, parkeringslys og blinklys. Alt skal skiftes samlet, hvis noget svigter - og det kan lyde dyrt, men Renault oplyser en beskeden pris på 4.000 kr. for at udskifte et helt lygtehus, hvilket i de fleste tilfælde aldrig vil blive nødvendigt. Nyt er det også, at advarselslys/blinklys kan løbe hele vejen ned langs siden af bilen, for maksimal synlighed til de bløde trafikanter.

Selvom Renault T overordnet ligner sig selv, så har den alligevel fået et mere rapt look i dag, end da den kom på markedet i 2014. Ud over de mindre og redesignede forlygter giver det nye “bikube”-kølegitter også fronten et mere moderne udtryk. Aerodynamikken er også forbedret, og Renault angiver, at den nye model giver 3% i brændstofbesparelse. I det regnestykke indgår, at klasse A-dæk nu er standard, og så har Renault fået opdateret software i form af en ny Optivision-cruise control med forbedret friløb og forudseende fartpilot for at optimere forbruget.

Nye Volvo-motorer

Man kan argumentere for, at den vigtigste nyhed i Renault i virkeligheden er en “gammel” nyhed. Det er nemlig blevet Renault tur til at få gavn af de nye Volvo-motorer, som bl.a. kan fås med turbo compound-teknologien, som Volvo (gen)introducerede i Europa i 2019. De nye 11 og 13 liters motorer fås til T-serien, samt til anlægsbilerne C og K (kun C forhandles i Danmark). De nyudviklede motorer med nye ventiler, injektion, bedre indre friktion, ny elektrisk servostyringspumpe, nye luftkompressorer mm. sparer 4% alene på grundmotoren. Og som samlet pakke kan der i bedste fald spares op til 10%, viser erfaringerne fra Volvo.

Hos Renault betyder det nye motorer med 440, 480 og 520 hk, samt en turbo compound-udgave med 480 hk, som angiveligt trækker endnu bedre end 520’eren - så mon ikke den bliver de kommende års store sællert for Renault Trucks.

Turbo compound handler om at udnytte overskydende energi i udstødningsgassen ved at konvertere det til mekanisk energi ved krumtapakslen, og denne ekstra energi kan så bruges gennem en ekstra turbine i udstødningsstrømmen – som bliver kaldt Turbo Compound-enheden. Sådan meget kort fortalt. Teknologien sparer brændstof og giver højere moment ved lavere hastighed, og gevinsten er selvsagt størst ved langturskørsel.

Prøv den

De nye motorer kombineres med en generation af Renault Optidriver-gearkassen (I-Shift), som med en ny styreenhed, koblingscylinder og ny software skifter både smidigere og hurtigere (ca. to tiendedele af et sekund pr. skift).

Med de nye drivline-teknologier har Renault også forbedret “Excellence Predict”-programmet, som er fabrikkens tilbud til at holde øje med lastbilen på afstand og forudse værkstedsbesøg med rettidig omhu. Desuden er serviceintervallet nu på op til 150.000 km på de nye serier.

Samlet set gør Renault Evolution et godt indtryk, ikke mindste efter vores første prøvekørsel på en temmelig spændende “margueritrute” ad særdeles smalle og kurvede veje i Taastrup og omegn. Der er ingen tvivl om, at Renault har en konkurrencedygtig lastbil med økonomi og effektiviteten i orden - og med de vellykkede indsatser på rat og førerkomforten er man gået målrettet ind i kampen for at tiltrække det - indimellem - kræsne chaufførsegment. Første skridt er at få lokket chaufførerne ind og sidde i kabinen, og Renault Evolution er i hvert fald en prøvetur værd.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204