23948sdkhjf

- Så billigt kan man ikke hente skrald

Sønderborg Kommune skal i gang med at købe skraldebiler og ansætte skraldemænd. Fra 1. marts 2020 er det kommunens egne folk, der skal stå for indsamlingen af affald i kommunen. Den opgave kan Sønderborg Forsyning løse næsten 8 millioner kroner – eller 30 procent - billigere end Meldgaard Miljø, som i dag indsamler husholdningsaffald i en del af kommunen. Det fremgår af en sammenligning af buddene fra Meldgaard Miljø og Sønderborg Forsyning.

Direktør i ATL Lars William Wesch undrer sig. Det skriver brancheorganisationen i en nyhedsmail. Han har derfor sendt et brev til Sønderborg Kommune og bedt om aktindsigt i beregningerne bag Sønderborg Forsynings kontrolbud.

Borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen, har også fået et brev, hvor han bliver opfordret til at gå ind i sagen og kaste lys over kontrolbuddet.

»Meget tyder på, at kommunen har glemt at tage alle udgifterne med. Det er alvorligt for de private virksomheder, som mister en opgave, de indtil nu har løst effektivt og godt. Men det kan også blive alvorligt for borgerne i Sønderborg Kommune. Det er dem, som kommer til at betale, hvis det ender med at blive dyrere, end Sønderborg Forsyning har beregnet,« siger Lars William Wesch.

Virksomheder undrer sig

Direktør i Meldgaard, Henrik Meldgaard, reagerede med ærgrelse og senere vantro. Når han kigger på de oplysninger, der er tilgængelige om kommunens bud, hænger det ikke sammen, skriver ATL videre.

»Vi kan på ingen måde komme ned i nærheden af deres pris. Hvis vi fjerner hele vores fortjeneste, kan vi ikke engang komme derned. Vi mener, at Sønderborg Forsynings pris er lavere end de omkostninger, der er forbundet med at indsamle affald i kommunen,« siger Henrik Meldgaard.

I en jobannonce fra Sønderborg Forsyning fremgår det, at der skal bruges ca. 30 skraldemænd, som skal foretage ca. 1.700.000 årlige tømninger. Det giver omkring 1090 tømninger om ugen pr. skraldemand.

»Det er urealistisk. Vi vurderer, at der skal 35 skraldemænd til at løse opgaven. Sønderborg kommune bør undersøge, hvad der er normalt for branchen ved at sammenligne med andre kommuner,« siger Henrik Meldgaard.

Det bliver endnu mere mærkeligt, når direktør Henrik Meldgaard fra Meldgaard Miljø kigger på de skraldebiler, som Sønderborg Forsyning vil sætte ind. De vil delvist benytte sig af el-biler, som samlet set er flere millioner kroner dyrere end den type biler, som de private virksomheder har kalkuleret med.

Seneste nyt er, at Sønderborg Forsyning har sendt købet af de nye skraldebiler i udbud. Der er totalvægten på to af bilerne steget til 16 tons. Da Meldgaard Miljø bød på opgaven, var det med et krav om en totalvægt på ti tons, og det har væsentlig betydning for omkostningerne, da små skraldebiler skal tømmes oftere.

Henrik Meldgaard opfordrer Sønderborg Kommune til at lade udbuddet gå om. Det skyldes både de ændrede forudsætninger og den tvivl, der er opstået om kontrolbuddet.

»Vi kan se, at man i pressen har udlagt afgørelsen som et resultat af, at Sønderborg Forsyning havde et langt mere miljørigtigt tilbud. Det undrer mig meget, da vi fik præcis den samme vurdering på miljø som Sønderborg Forsyning. Reelt er det altså kun prisen, der har været afgørende. Og den er der alvorlig tvivl om,« siger Henrik Meldgaard.

Skuffede

Knud Erik Heissel er den anden virksomhed, som tømmer affaldsbeholdere i Sønderborg Kommune. Deres bud var også dyrere end Sønderborg Forsynings kontrolbud. Hans Heissel, der står for den daglige drift af virksomheden, har samme fornemmelse af, at der er noget galt.

»Deres pris er langt ude i hegnet. Vi ville aldrig kunne komme så langt ned i pris,« siger Hans Heissel.

Knud Erik Heissel har indsamlet dagrenovation i over 35 år i de kommuner, der i dag udgør Sønderborg Kommune. Og ifølge Hans Heissel har der altid været tilfredshed med virksomhedens arbejde.

»Derfor er vi også skuffede over, at kommunen tager levebrødet ud af munden på de lokale virksomheder,« siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078