23948sdkhjf

Særtransporter: Færdselsstyrelsen kigger på løsning – men det kan tage tid

Færdselsstyrelsen undersøger, om der er brug for at ændre reglerne for tilladelse til at køre en særtransport. Det sker, fordi det lige nu tager omkring tre uger at få en tilladelse – til stor skade for både transportbranchen og byggeriet. Styrelsen kan ikke oplyse, hvor lang tid der vil gå, før eventuelle nye regler vil træde i kraft. Men der er brug for en løsning nu, lyder det fra ATL og DI Transport.

Hvis en entreprenør beder en transportvirksomhed om at flytte en større maskine, vil det i øjeblikket tage 15-16 arbejdsdage, før opgaven kan løses. Det skyldes, at politiet har ændret procedure, så kommunerne skal høres i forbindelse med hver eneste særtransport. Ventetiderne er lige nu klart længst hos politiets særtransportkontor i Greve, der behandler alle ansøgninger øst for Lillebælt. Men også i Jylland er der stigende ventetider.

Ifølge ATL fører forsin til økonomiske tab på millioner af kroner hos transportvirksomhederne og i byggebranchen. For eksempel er det ikke usædvanligt, at en virksomhed taber omsætning for over 100.000 kroner, hver dag en stor entreprenørmaskine holder stille.

»Virksomhederne står i en meget alvorlig og akut situation, som kræver øjeblikkelig handling. Vi må hurtigst muligt tilbage til den situation, vi havde før politiet ændrede procedure for sagsbehandlingen,« siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Færdselsstyrelsen skriver til ATL, at man er i dialog med Rigspolitiet på baggrund af sagsbehandlingstiderne for særtransporter.

»Færdselsstyrelsen vil i den forbindelse se nærmere på, om de nuværende udfordringer med forlængede sagsbehandlingstider giver anledning til at ændre reglerne for udstedelse af særtransporttilladelser”, skriver styrelsen.

I samme svar antydes det dog, at der kan gå længere tid, før en løsning er på plads.

»Det er ikke muligt at give en tidshorisont på, hvornår eventuelle nye regler kan træde i kraft, da det afhænger af, hvad der er behov for at undersøge inden en given regel kan ændres. Derudover vil et udkast til nye regler skulle sendes i fire ugers offentlig høring, hvor interesserede parter kan sende deres bemærkninger til ændringerne,« skriver Færdselsstyrelsen.

ATL og DI Transport har opfordret transportministeren og justitsministeren til at gribe ind nu og ændre bekendtgørelsen om særtransporter. De to organisationer var medunderskrivere på et brev, der blev sendt til ministrene i forrige måned, men siden er problemet blevet endnu mere akut.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093