23948sdkhjf

Samlet branche: Drop foreslået gebyr

Regeringen foreslår med sit finanslovsforslag for 2023, at Færdselsstyrelsen fra den 1. januar 2023 skal opkræve et nyt omkostningsdækkende gebyr for vognmandstilladelser til gods- og buskørsel og tilsynet hermed.

Det har fået en samlet vognmandsbranche til at henvende sig til transportministeren for at få fjernet det, de kalder et urimeligt gebyr fra tegnebrættet

 

Gebyrets størrelse fremgår ikke af finanslovsforslaget, men der er i 2023 budgetteret med at blive indkrævet ca. 25 mio. kr. mere i gebyrer end i 2022, som skal betales af erhvervet.

 

- Vi synes, det er et uforskammet forslag, som regeringen nu kommer med som en del af deres finanslov. Vognmændene betaler allerede en høj pris, efter en periode med helt uacceptabel langsom og ufleksibel sagsbehandling ved udstedelsen af tilladelser i Færdselsstyrelsen. Det er helt uholdbart at pålægge branchen et nyt gebyr for tilladelser, der er selve forudsætningen for, at vognmændene kan udføre deres erhverv, siger Stefan K. Schou, konstitueret administrerende direktør hos ITD.

 

Der har længe været politisk fokus på at rette op på Færdselsstyrelsens sagsbehandling, som i flere tilfælde har været så langsom, at det har betydet, at vognmænd har, måtte lade lastbiler holde stille.

 

Regeringen begrunder forslaget om et nyt gebyr med EU’s Vejpakke, men det er helt skævt, mener transportbranchen, som peger på, at regeringen så skulle have taget forslaget med i lovforslaget om at implementere Vejpakken i stedet for at pakke det ind i finansloven.

 

- Hvis regeringen havde haft et ønske om at vognmændene skulle betale ekstra for at finansiere nye Vejpakke-opgaver i Færdselsstyrelsen, så burde regeringen have foreslået det, da Folketinget behandlede regeringens Vejpakke-lovforslag. Vognmændene løfter allerede deres del af de nye administrative krav i Vejpakken, og vi har en forventning om, at statens øgede udgifter afholdes af staten og ikke overvæltes på erhvervet, siger Stefan K. Schou og fortsætter

 

- Skiftende regeringer har jo netop henvist til Vejpakken som et middel til at gøre det mere attraktivt at drive vognmandsforretning fra Danmark, og som et vigtigt skridt på vejen til at sikre mere fair konkurrence mellem danske og udenlandske virksomheder. Her er det jo et kæmpe paradoks, at regeringen nu bruger Vejpakken til at pålægge netop danske virksomheder yderligere omkostninger i form af et nyt gebyr.

Brevet til ministeren kan læses her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125