23948sdkhjf

Endnu en S650 til Hvornum

For et par år siden fik vognmandsfirmaet Finn Nielsen & Søn i Hvornum ved Hobro nogle af de første Scania S650’ere i Danmark. Året efter blev vognparken på 15 lastbiler suppleret med endnu en ny Scania S650 efter præcis samme opskrift som de to foregående. Og for nylig var den gal igen, da en fjerde S650 trillede afsted fra Stiholt i Sæby til Hvornum med Finn Nielsen & Søn på dørene.

Bilerne skal fremover serviceres af Stiholt i Sæby, da det ligger lige på vejen på turene til og fra færgerne til Norge. Bilerne skal primært køre med stykgods fra Danmark til Oslo-området og retur.

Finn Nielsen udskifter som regel bilerne efter 700-800.000 km. Det gælder dog ikke opbygninger og påhængsvogne, der som regel holder i mindst to og nogle gange tre chassisers levetid. Således også med den seneste, som har fået overflyttet en ca. 10 år gammel men meget velholdt PLS-foldedørskasse fra en Scania R 560.

Overflytningen er udført af Fyns Karosseribyg, FKB, i Odense. Også den 3-akslede PLS-påhængsvogn efter den nye S 650’er har godt 10 år på bagen.

Drivlinen på den nye bil består af en 16,4 liters V8’er på 650 hk/3.300 Nm, 14-trins GRSO925R gearkasse med integreret overgear, Retarder og Opticruise automatisk gearskiftesystem samt forstærket R 885-bagtøj med 3,42:1 i udveksling. Bilerne er udrustet med ca. 1.100 liter brændstoftanke og 105 liter AdBlue-tank samt værktøjskasser bag sideskørterne.

Alle S650’erne er solgt af Stiholts markedschef Jens Holger Pedersen.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235