23948sdkhjf

Færre hestekræfter, lige så effektiv, længere på literen

Jesper Andersen fra Storvorde sydøst for Aalborg er én-bils vognmand og driver virksomheden Team Ohannah Aps. Han har for nylig udskiftet sin Scania R 580 med en ny S 500 fra den nye Scania-generation.

Egentlig havde han tænkt sig at købe en ny S 650. Men efter en god snak med lastbilsælger Peter Munkholm hos Stiholt Aalborg blev han overbevist om, at der til hans kørsel, der primært består af speditionskørsel for Uniway, var flere penge på bundlinjen ved at vælge en 6-cyl. S 500 end 650’eren med V8’er. Som sagt, så gjort, og Jesper Andersen kan efter en måneds kørsel konstatere, at han kører mindst 300 meter længere på en liter diesel. Og han kan samtidig konstatere, at den nye S 500 sagtens kan følge med på bakkerne, når han følges med kollegerne.

Kørslen bringer Jesper Andersen vidt omkring i Skandinavien og det nordlige Tyskland. Trækkeren er godkendt til 66 tons vogntogsvægt, så han kan køre specialtransport med den.

Den er stort set leveret færdig fra fabrik. Det gælder lakeringen, det meste i førerhuset og på opbygningen inklusive de automatiske OnSpot-snekæder. Ved klargøring til levering har Stiholt kun skullet supplere med et ekstra fryseskab i førerhuset, lidt ekstra arbejdslys, ekstra bagudvendte kameraer til kørsel med overbredt gods samt tyverialarm på de to brændstoftanke på i alt 1.200 liter.

Og alarmen fik Jesper Andersen god brug for allerede en uge efter leveringen, da en dieseltyv troede, at han i al ubemærkethed kunne lænse tankene, mens Jesper Andersen holdt på en svensk rasteplads. Dén gik ikke, for da dieseltyven begyndte at pille ved tankdækslerne, udløstes alarmen, der er koblet til lastbilens horn, og dieseltyven tog benene på nakken.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235