23948sdkhjf

Halvvejs i stor levering til Vendelbo

Vendelbo Spedition A/S i Hjørring har for nylig fået leveret endnu to Scania V8 af nyeste generation fra Stiholt. Dermed er man halvvejs i leveringen af en ordre på i alt ni nye Scania, som bringer vognparken op på i alt 34 trækkende enheder.

Det er Stiholts markedschef Jens Holger Pedersen, der som tidligere er bagmand for leveringen af de mange nye Scania, der hver især er tilpasset deres specifikke kørselsområde.

De to seneste leveringer består af en Scania R 520 samt en S 580. Begge er af typen B6x2 NBL, dvs. 3-akslede forvogne med én trækaksel, normal chassishøjde og fuld luftaffjedring. De er begge opbygget med foldedørskasser og skal henholdsvis køre med en 3-akslet påhængsvogn på i alt 50 tons vogntogsvægt samt dolly + sættevogn som modulvogntog på max. 60 tons vogntogsvægt.

Lige som størstedelen af Vendelbos øvrige lastbiler skal de blandt andet beskæftiges med Norgeskørsel med bl.a. køkkener, bordplader, stykgods, glas, skrøbeligt inventar mm.

»Det er mig, der bestemmer mærke og bilernes motorstørrelse, mens det er chaufføren, der bestemmer førerhustype og indretning - inden for rimelighedens grænser,« fortæller adm. direktør Jesper Bundgaard Madsen fra Vendelbo Spedition.

»Vi har dygtige og pligtopfyldende chauffører, så de skal selvfølgelig tages med på råd, når det handler om indretningen af deres daglige arbejdsplads,« fastslår han.

Bilerne er skræddersyet til kørselsopgaverne, men alligevel så fleksibelt opbygget, at de kan klare mange forskellige typer kørsel. Hovedparten er forvogn-/hænger-biler, opbygget med foldedørskasser både med og uden kølemaskiner, men virksomheden råder også over en del trækkere med et bredt udvalg af sættevogne. Der er både gardintrailere med lift og hævetag, gardintrailere med medbringertruck, køletrailere med dobbelt-compartment, nedbyggede hurtigløbere med mere i vognparken, så virksomheden sjældent må sige nej til en opgave. Så sent som i denne uge sender Vendelbo Spedition et vogntog til Gran Canaria med skibsudstyr, så det er altså ikke kun køkkener til Norge, der gælder.

De to nye Scania er indrettet efter alle kunstens regler med komfort- og sikkerhedsudstyr fra øverste hylde. Det samme gælder opbygningerne med finske NTM-foldedørskasser, Z-lifte, Rockinger træktøjer, BevoNac-aksler på påhængsvognene mv. Komponenterne er valgt på baggrund af mange års erfaringer med krævende kørsel under ekstreme vinterforhold.

Vendelbo Spedition har tegnet 6-årige serviceaftaler med udvidet drivlinegaranti hos Stiholt på de nye biler.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313