23948sdkhjf

Hos Scania driver medarbejderne den grønne omstilling

Scania er som mange andre danske virksomheder i gang med den grønne omstilling. Og i virksomheden er det ikke kun ledelsen, der synes, at en grønnere hverdag er en god idé, for medarbejderne er så stor en del af omstillingen, at det faktisk er dem, der driver den, forklarer Henrik Mortensen, der er regionschef i Scania i Danmark:

- Det hele startede med en global klimadag efterfulgt af en grøn temauge, hvor vi stillede skarpt på at skabe en grønnere hverdag. Vi havde ikke regnet med, at værkstederne også efterfølgende ville fortsætte praksissen,” fortæller han begejstret og tilføjer: “Vores medarbejdere har givet os en idérigdom, som vi ikke kunne have forudset.

Mekanikernes idéer til at nedbringe Scanias CO2-aftryk er vidt forskellige og handler om alt fra madspild til at afprøve nye metoder at udføre arbejdet på, beretter Henrik Mortensen:

- På et værksted er man begyndt at vaske komponenter ved en lavere temperatur. Man har simpelthen fundet en sæbe, der gør det muligt at vaske de olierede dele på 35 grader. Og der er tale om meget vand, så det er altså noget der rykker på energiforbruget,” siger han og fortsætter: “På et andet værksted har de skruet ned for temperaturen, fordi man synes, den var unødvendig høj, og så har man forbudt hinanden at bruge porten til at gå ind og ud, så man nu kun bruger døren. Så vi oplever virkelig, at de er dedikerede omkring det her.

Det er helt frivilligt, om man ønsker at stille forslag til nye grønne initiativer, men Henrik Mortensen indrømmer, at det også forpligter, når man spørger sine medarbejdere, om de har forslag til forbedringer:

- Der bliver kigget på alle forslag, og hvis man vælger ikke at implementere et forslag, så bliver der også taget en snak om det. Så der er en forklaring på, hvorfor forslaget ikke blev indført. Når man spørger, skal man høre efter, og vi er virkelig glade for alle de forslag, der er kommet, for de gør en forskel, udtaler han.

Scania har 16 værksteder fordelt over det meste af Danmark og samlet mere end 600 ansatte. Scania har igangsat en lang række initiativer, der skal sikre, at virksomheden kan halvere sit CO2-aftryk allerede i 2025. Udover medarbejderindsatsen har man blandt andet også sikret sig, at værkstederne udelukkende benytter sig af 100 procent fossilfri el, ligesom man har udskiftet alle pærer til den energieffektive LED-belysning. Desuden benytter alle Scanias 16 værksteder sig af CO2-neutral opvarmning.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187