23948sdkhjf

Mekanikere dyster i Italien

Padborg har landets bedste Scania-mekanikere, der kæmper om EM-titel i april.

Sammenlagt 116 års Scania-erfaring og fint samarbejde betyder, at Scanias værkstedshold i Padborg – også kaldet Luffes lærlinge – nu deltager i Top Team’s EM-finale (Scanias værkstedskonkurrence), der finder sted fra 27. april i Italien.

Top Team-konkurrencen er et uddannelsesprogram i konkurrenceform, der sigter på at inspirere og motivere Scanias værkstedspersonale til at blive endnu bedre.

Den danske finale blev afviklet hos Scania i Horsens 3. februar, hvor deltagerne arbejdede sig igennem fem stationer, hvor de blandt andet løste opgaver omkring systemkendskab, paratviden, systematisk fejlfinding og samarbejde.

Alle runder var inspireret af opgaver fra tidligere europamesterskaber, hvor de danske Scania-mekanikere løste både praktiske og teoretiske opgaver. Deltagerne var udsat for tidspres på alle stationer, de skulle eksempelvis løse fejlene på blot 20 minutter.

Kneben sejr

Brian Pedersen, regionschef for værkstederne i Jylland:

- Det var en kneben sejr til drengene fra Padborg, der endte syv point foran Team de Hurtige fra vores afdelinger i Randers og Hobro. Padborg-holdet har forberedt sig rigtig godt, og de er alle sammen dygtige mekanikere med forskellige faglige kompetencer. De arbejder som et team – de har forståelse for hinandens styrker og er gode til at koordinere opgaverne undervejs. F.eks. var holdet det eneste, der fandt fejlen og løste opgaven med luftaffjedring, og det skyldtes bl.a. måden de arbejdede sammen om opgaven på.

Luffes lærlinge består af holdleder Jens Mikkelsen, teamleder Dennis Hartung og mekanikerne Christian L. Kristensen, Claus Rohr, Michael Jensen og Christian Larsen.

EM næste mål

Padborg-holdet deltager i Top Team-konkurrencen for første gang. For at forberede holdet på EM-finalen har Søren Krelskov, Scania Danmarks tekniske træner og ansvarlig for Top Team i Danmark, udviklet et uddannelsesforløb, hvor holdet bl.a. skal på træningslejr.

EM begynder 27. april 2018 i Trento, Italien. Fra EM-finalen går kun 6 af 29 hold videre til VM, der afholdes på Scanias hovedkontor i Södertälje i december.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.265