23948sdkhjf

Nostalgisk opbygning som flot blikfang

Scanias snudebiler er efterhånden svære at opdrive, men i Galten har man renoveret og opbygget en af de gode, gamle modeller

Mindst 1.000 timers arbejde fordelt over fem år har det taget at forvandle en rustbunke til en flot reklamesøjle. Sådan lyder et forsigtigt gæt fra Thomas Søgaard, indehaver af det uafhængige værksted Scangaard i østjyske Galten, om et af firmaets projekter, der har optaget en masse spild- og fritid for ham selv og hans medarbejdere i løbet af de seneste år.

Tilbage i 2014 købte Thomas Søgaard en ældre lastbil, som var hentet til Danmark fra Polen, og som mildt sagt bar præg af mange års slid på vejen. Men under det rustede ydre gemte sig en klassisk Scania T143 Streamline, som Scangaard har fået vakt til live og nu efter endt renovering fremstår knivskarp.

»Projektet har kun været for sjov, og for at vi kan bruge den lidt som reklame og vise, hvad vi kan her på stedet. Vi har allerede haft den lidt med på udstillinger og træf, og det er også det, vi vil bruge den til fremover,« fortæller Thomas Søgaard.

Eftertragtede snuder

Bilen er årgang 1996 – netop det år, hvor Scania indstillede produktionen af T143-modellen, så det er altså en af de sidste af sin slags. I 2005 stoppede Scania helt med at producere de velkendte T-modeller med lang snude – til sorg for mange nostalgikere og lastbilentusiaster i branchen.

»Det er jo blevet så populært med de langsnudede, efter de er holdt op med at lave den. Så det kan godt være vanskeligt at finde den rigtige model. Men det var lige sådan en, jeg ledte efter,« siger Thomas Søgaard.

Tilbage i 2014 havde han i et stykke tid været på udkig efter en ældre bil til at renovere og bruge som blikfang for firmaet. Og da muligheden bød sig med T143-modellen, slog han til.

»Jeg er jo selv udlært hos Topsted i Aarhus i den periode, hvor den model blev produceret. Så der er jo også lidt personlige minder i den.«

Netop denne T143 har kørt ca. en million km, men har ikke kørt i Danmark før nu. Den er oprindeligt solgt som ny bil i Belgien og kom siden til Polen, hvor den kørte en del år, inden den på sine ældre dage blev hentet til Danmark og siden overtaget af Scangaard. Den var oprindeligt en 2-akslet trækker.

»Vi startede med at skære den over i to dele og monterede en tandem-bagende. Når den er langsnudet, synes jeg, det skal være en tandem-trækker, som er lidt mere amerikaner-agtigt. Det er i hvert fald min holdning,« siger Thomas Søgaard.

Fuld luft og kraftig V8

Dengang kunne man ikke få en T-model på fuld luft, fordi der simpelthen ikke var plads til det. Men Scangaard fik fat i en foraksel fra en gammel Arla-bil og byggede den på – og vupti, en Scania T143 på fuld luft.

Motoren er den originale, nemlig Scanias 14 liters V8 med 420 hk – i hvert fald på papiret, for en rulletest ville nok vise markant flere heste, efter at motoren er blevet gennemrenoveret. Bl.a. er der monteret. større brændstofpumpe, større turbo, nye større dyser, og så har bilen også fået ny kobling.

Scangaard har bl.a. haft bilen med til Jesperhus Lastbiltræf i efteråret 2019 og var med til at skabe julestemning i Galten, da T143’eren i det forgangne år trak en trailer med et orkester og selveste julemanden afsted til torvet for at tænde det lokale juletræ.

Som kronen på værket er Scangaard i gang med at istandsætte en tiptrailer – ligeledes årgang 1996 – til at spænde efter snudebilen.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204