23948sdkhjf

Flot Scania til Klarup

Der står Ole og Per Fogh Larsen på døren, men der står Per Fogh Larsen på tagskiltet. Og bilen er malet i samme farver som City Containers lastbiler i Farum. Det virker ikke helt gennemtænkt, men der er faktisk mening med galskaben. Navne- og farvevalgene skyldes nemlig, at vognmand Ole Fogh Larsen er i gang med et generationsskifte til sønnen Per Fogh Larsen, som dermed bliver 4. generation vognmand i Klarup øst for Aalborg.

Vognmandsforretningen består af fem lastbiler, og for nylig kunne Stiholts lastbilsælger Peter Munkholm levere en ny Scania R 580 LB8x4HNA i bytte på godt 10 år gammel Scania R 500. Den nye bil skal lige som de øvrige i vognmandsforretningen beskæftiges med alverdens forefaldende typer kørselsopgaver både lokalt og i store dele af Danmark med alt, hvad der kan køres på ladet af ophaler- og skibscontainere, grabbes og tippes.

Den nye R 580 er opbygget med HMF-wirehejs og er forberedt til en aftagelig, bagmonteret HMF-kran, som overflyttes fra den tidligere bil. Per Fogh Larsen er i det hele taget optaget af at køre med danske kvalitetsprodukter, så derfor skal den nye bil køre med en danskbygget 3-akslet Nopa påhængsvogn.

Bilen er malet af Nordjysk Autolakering i Sæby i velkendte farver, der oprindeligt stammer fra City Container ved nu afdøde vognmand Michael Henriksen i Farum. Det skyldes, at Per Fogh Larsen for mere end 10 år siden købte en brugt Scania af Michael Henriksen og spurgte, om bilen skulle males om. Det mente Michael Henriksen ikke var nødvendigt, så siden har Per Fogh Larsen adopteret City Containers farver og grundlagde i øvrigt et godt venskab med Michael Henriksen ved samme lejlighed.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206