23948sdkhjf

Rejser verden rundt i en Scania

Den 1. august 2017 tegnede Mads og Trine Hansen den sidste røde streg på det verdenskort, der blev symbol på, at beslutningen om at rejse verden rundt nu var endelig. Godt et år efter er parret klar til jordomrejse med deres tre børn, Emil på 22, Mette på 18 og Anton på 10, og Emils kæreste Tine på 20.

Rejsen skal foregå på hjul, men det er ikke et hvilket som helst køretøj, familien har valgt til deres jordomrejse. De skal rejse i en ombygget Scania fra P-serien i crewcab-model – altså den model, der normalt bruges som brandbil. Årsagen til det bemærkelsesværdige valg af køretøjet er egentlig enkel: Der er nemlig plads til hele familien i mandskabsførerhuset, og så sidder man godt.

Crewcab’en opbygges med en kasse bagpå, så den kommer til at ligne en stor campingvogn. Det spektakulære ved opbygningen er, at bilen skal være familiens hjem i det år, de skal rejse verden rundt. Det har derfor været vigtigt, at der var plads til dem alle i det nye hjem.

»For os var der ingen tvivl om, at vi skulle køre jorden rundt på hjul. Det var straks sværere at beslutte, hvilken type køretøj, vi skulle vælge. Vi overvejede alt fra personbiler med campingvogne til autocampere, men vi endte med vores første indskydelse – en lastbil. På den måde kunne vi nemlig få plads til os alle sammen i førerhuset, og vi kunne indrette camperen præcis, som vi ønskede det,« fortæller Mads.

Mads er tidligere murermester i eget firma, og dengang havde han en Scania i virksomheden. Det var derfor ikke svært for ham at vælge, hvilket mærke hans nye hjem skulle være.

»Da vi havde besluttet os for, at vi ville rejse jorden rundt i en lastbil, var Scania det første mærke, jeg tænkte på. Jeg var rigtig glad for den (Scania'en red.), jeg havde i firmaet før i tiden, så det var meget naturligt for mig at vælge en Scania som vores nye hjem,« fortæller han.

Mads og Trine starter rejsen sammen med sønnen Anton med en tur gennem Europa, så de kan vænne sig til den nye bil i trygge omgivelser. Fra Danmark går turen til Tyskland, Frankrig, Schweitz, Østrig, Slovenien, Ungarn, Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet. I Tyrkiet tilslutter resten af familien sig, og derfra tager de på opdagelse i Mellemøsten, Asien og Nordamerika.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234