23948sdkhjf

Scania får bredt elektrisk program

Scania lancerer fuldt elektrisk lastbil – men også en helt ny plugin-hybrid og en styrket hybrid-lastbil, som bygger en fin bro hele vejen fra dieselmotoren til el-motoren

Scania er gået stille med dørene i udviklingen af 100% elektriske lastbiler. Først for nylig valgte Scania at løfte svaret for deres kommende, første fuldt elektriske lastbilserie – faktisk ganske kort før, at den er klar til at gå i produktion.

Scanias batterielektriske lastbil får en rækkevidde på op til 250 km pr. opladning, hvis man vælger versionen med ni batterier. Alternativt er en løsning med fem batterier, som giver op til 130 km i rækkevidde. Det giver en batterikapacitet på ca. 165 eller 300 kWh.

Basis for Scanias el-lastbil bliver de eksisterende, lavtbyggede P- og L-førerhuse, som kan leveres 100% elektrisk i konfigurationerne 4x2, 6x2 og 6x2*4 (med elektrohydraulisk styring på den bageste aksel).

Bilens elektriske motor har en kontinuerlig effekt på 230 kW/308 hk og et drejningsmoment på 2.200 Nm – og er desuden udstyret med en gearkasse i to trin. Scania har valgt løsningen med gearkasse (og har bibeholdt bagtøjet fra diesel-serien) frem for at montere hjulmotorer.

Argumentet er optimering af brændstofforbruget, for en el-lastbil skal også helst ligge i det ”grønne område” i forhold til belastning af motoren.

Samme førerhuse

Førerhusenes konstruktion er der ikke lavet om på, selvom der ikke længere sidder en dieselmotor i ”tunnelen”. Det skyldes dels, at det er uhyrligt dyrt at lave om på konstruktionen af et førerhus, mens også at man sådan set er i stand til at udnytte pladsen udmærket. Nye elementer som batterier, batteriboks, elektrohydraulisk styretøj mv. skal jo være et sted, og på Scanias elektriske serie sidder der én batteripakke i den tidligere motortunnel, mens de øvrige fire/otte batterier er placeret på siderne af chassiset. Om nogle år, når batterierne fylder mindre, og el-lastbiler produceres i større antal, vil der givetvis blive mere fornuft i at bygge et førerhus målrettet el-serien.

Batterierne oplades bedst med en 130 kW DC-lader, men de kan dog lades op til 80% på mindre end 55 minutter med en ”hurtigladning”, hvis der er tale om batteripakken med fem batterier – og mindre end 100 minutter for udgaven med ni batterier. Under kørslen oplades batterierne desuden delvist ved opsamling og genbrug af bremseenergien.

To ekstra ton

Målgruppen for Scanias BEV-serie (batterielektrisk) er i første omgang ”first movers” inden for bydistribution. Den tilladte vogntogsvægt på en 2-akslet bil er 20 ton, mens den på en 3-akslet er op til 28 ton. Det skyldes, at man får ”godskrevet” to ekstra ton med en elektrisk drivline – men til gengæld vejer lastbilen også omtrent to ton mere end en tilsvarende dieselmodel.

Scanias el-serie er udviklet til at køre i et klima med temperaturspænd mellem minus 5 og plus 30 grader – for at optimere rækkevidden. Hvis det er koldere eller varmere, får klimaanlægget svært ved at følge med, så en rigitg frostkold januar morgen skal chaufføren lige huske en ekstra jakke. Man kan tilvælge fx elvarme i forruden, men det koster alt sammen lidt på rækkevidden.

Den nye, fuldelektriske lastbilserie vil kunne identificeres ved typebetegnelsen på fronten. Fx kan en elektrisk Scania hedde ”25P”, hvis den elektriske motor har en effekt på 201-250 kW, og bilen er baseret på P-serien. Og en fremtidig elektrisk lastbil kunne fx hedde 75R, hvis der var tale om en R-serie med en el-motor på 750 kW – men det er endnu nogle år ude i fremtiden.

Nye hybrid-løsninger

Scania har i nogle år udbudt en serie af hybrid-lastbiler med el-motor, der giver mulighed for kortvarig elektrisk kørsel, når man fx skal aflæsse så lydløst som muligt. Og Scania holder fast i troen på hybriderne og har videreudviklet den eksisterende hybrid-serie med længere elektrisk rækkevidde – og suppleret programmet med en plugin-hybrid-lastbil.

Scanias plugin-hybrid bruger tre batterier og har en 115 kW elektrisk motor. Det betyder, at man kan køre rent elektrisk i op til 60 km ad gangen, når man kører pænt. Plugin-hybriden kan med en hurtigladning lades til 80% på 35 minutter.

Hybrid-bilerne er desuden udstyret med en dieselmotor fra Scanias 9 liters serie med 280, 320 eller 360 hk.

Hybrid-serierne er ligeledes baseret på L- og P-førerhusene, og med en hybrid får man godskrevet et enkelt ton på totalvægten, som altså når 19 ton på en 4x2 eller 27 ton på en 6x2 eller 6x2*4.

Scanias”almindelige” hybrid-lastbil findes altså stadig og har fået en opgradering på batteripakken med et nyt batteri på 15 kW og i stedet for de hidtidige 7 kW. Det betyder, at den rent elektriske drift nu er oppe på ca. 15 km.

Prøvekørt i Ishøj

Under et nyligt arrangement hos Scania Danmark i Ishøj havde Lastbil Magasinet lejlighed til netop at prøvekøre et par af de hybrid-lastbiler, som allerede er leveret herhjemme – nemlig en P320 4x2 trækker (JH Transport & Logistics) og en L280 6x2*4 forvogn (Hørkram). De var begge med det ”gamle” hybrid-batteri med beskedne 7 km rækkevidde, men princippet er det samme, og systemet fungerer ganske snildt og simpelt. Hvis der er kraft på batteriet, skifter lastbilen selv til elektrisk kørsel – og slår dieselmotoren til, når hastigheden stiger til over 45 km/t. Undervejs lader batteriet med overskyndende bremseenergi, og man kan også ”tvangslade” batteriet med hjælp fra dieselmotoren, hvis man ved, at man lige om lidt har brug for at køre (næsten) lydløst.

Hybriden lader op, når der foretages bløde opbremsninger, så generatoren skudt ind mellem dieselmotor og gearkasse kan opsamle energien til at genoplade batteriet. Ved hårde opbremsninger går energien direkte i driftsbremserne og kan ikke ”opsamles”. Det kan altså ikke betale sig at køre råddent og klodse bremserne ved lyskrydsene.

Hvad skal man vælge?

Fra at have én – relativt begrænset – elektrisk mulighed i form af hybrid-løsningen, så har Scania altså nu et bredspektret elektrisk lastbilprogram med tre forskellige serier – en fuldelektrisk, plugin-hybrid og en forbedret hybrid.

Så hvad skal man vælge, hvis man som vognmand vil være fremme i skoene med den grønne omstilling og investere i en elektrisk løsning?

Svaret afhænger af en lang række parametre, såsom det daglig km-tal, kravene til elektrisk drift undervejs, opgavemønster, opbygning, muligheder for opladning undervejs, og hvor mange timer i døgnet lastbilen skal udnyttes – for at finde ud om, om den rette løsning er en hybrid med 15 km elektrisk rækkevidde, plugin-hybrid med 45-60 km elektrisk kørsel, eller en fuldelektrisk lastbil med 130 eller 250 km rækkevidde.

Behov for kraftudtag er også en vigtig overvejelse. Hvis man skal bruge det, mens bilen kører, så er løsningen fuldelektrisk. Hvis det skal bruges til at krane e.l., når bilen holder stille, kan fx en plugin-hybrid klare det med udtag på den almindelige gearkasse.

Alle de elektriske biler kan i øvrigt køre med påhængsvogn. Hybriderne kan desuden leveres som trækkere (ikke plugin). Bagdelen ved dette kan være, at de to ”ekstra” vogntogsvægt, som de elektriske lastbiler får lov til, mistes igen, når der er tale om et vogntog. Et 5-akslet vogntog med en elektrisk lastbil har således kun lov til 40 tons totalvægt, akkurat som alle andre.

Hidsig merpris

Investerer man i en elektrisk lastbil, skal man også bruge en ladestation. Den leverer Scania ikke selv, men har samarbejdspartnere til den opgave. Ladestikket er det standardiserede CCS-system, som duer til alle elektriske lastbil-modeller, som ruller ud fra de forskellige mærker.

Bilerne vil komme til salg enten som ”rent køb” eller som finansiel leasing (ikke operationel). Det vil sige, at kunden står på mål for restværdien, og det er værd at have i baghovedet, for netop restværdien og en elektrisk lastbils ”næste liv” efter de første 5-8 leveår er et åbent spørgsmål, som vi ikke har erfaringer med.

Merpriserne er også til at tage og føle på. Fx har en almindelig hybrid-model en merpris på ca. 400.000 kr. sammenlignet med en dieselmodel, så det elektriske marked er indtil videre afhængig af at blive løbet i gang af ”first movers” i form af store transportfirmaer, der vil vise flaget – og allerhelst transportkøbere, der erklærer sig villige til at betale den grønne merpris for at gøre driften af en elektriske lastbil rentabel.

Uanset er der dog tale om et stort skridt, da snakken om elektrificering nu også for Scania er mere end visioner og powerpoint-præsentationer. Der er nu virkelig elektriske lastbiler i forskellige former klar til at rykke ind på samlebåndet i Södertälje, og Scania er allerede nu klar til at tage imod bestillinger. Leveringer af de nye elektriske lastbiler til danske kunder forventes at kunne ske fra marts 2021.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.265