23948sdkhjf

Scania med fladt gulv til Vadum

Kørsel med levende dyr, døde dyr, sten, grus, sandkassesand, køreplader, containere, træflis, korn- og foderstoffer, sneplov, saltspreder, kranopgaver, specialtransport … jo, vognmand Leif Knudsen i Nørhalne ved Vadum nord for Aalborg klarer det meste med en vognpark på ni trækkende enheder samt en stribe påhængsvogne, trailere og entreprenørmaskiner.

Senest har Stiholt i Aalborg leveret en ny Scania S 500 A6x2 til kørsel med en nedbygget udtrækstrailer til specialtransport af alt, hvad der er for bredt, langt og højt. Chauffør på bilen er Steen Johansen, der kører lastbil på 35. år.

»Bilen er fantastisk. Den går rigtig langt på literen i forhold til forgængeren, og servicen hos Stiholt er helt i top. Selvfølgelig havde det været sjovt at få en voldsom V8’er, men min 6-cylindrede S 500 gør det rigtig godt. Det kan godt være, at jeg ikke kommer først op på toppen af bakkerne, men efter en dags arbejde kan jeg glæde mig over at have kørt væsentligt længere på literen, siger Steen Johansen efter de første 12.000 km på en måned.

Steen Johansen kører over hele Danmark med afstikkere både syd- og nordpå. Det bliver til 120-130.000 km om året. Hans Faymonville-specialtrailer er udrustet med aftagelig svanehals og dobbelt udtræk, så der kan være alt fra pavilloner og store maskiner til gummigeder og containere på den op til 16 meter lange seng.

»Uanset hvad og hvordan jeg læsser, er der et stort mellemrum fra førerhuset til læsset. Det giver stor luftmodstand, så mit foreløbige brændstofforbrug på godt 3 km/l er meget imponerende. Min gamle bil kom aldrig over 2,4 km/l med præcis samme type læs, og når jeg får lært Scania’en endnu bedre at kende, kommer jeg til at køre endnu længere på literen,« lyder det fra Steen Johansen.

Bilen er fabriksopbygget med skammel, dørk, sideskørter mv., mens Stiholt i Aalborg har monteret høje skabe bag førerhuset, galge, blitzlysbjælke, arbejdslys mv. Lastbilsælger Peter Munkholm leveret bilen.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203