23948sdkhjf

Scania også klar med ny gasmotor

Der er gang i udviklingen af gasmotorer til tung transport for tiden. Iveco har for nylig sat gang i produktionen af lastbiler med 460 hk gasmotor, senere på måneden præsenterer Volvo officielt sin nye gaslastbil til tung transport, og nu melder Scania sig også på banen.

Scanias nye gasmotor har 410 hk og 2000, hvilket er nogenlunde tilsvarende en dieselmotor med omtrent samme størrelse. Serviceintervallet ligger typisk på 45.000 km ved langturstrafik, oplyser Scania.

Scania lancerede OC13-gasmotoren på Ecomondo-fagmessen i Italien, som finder sted i disse dage. OC13 bygger på Scanias velkendte 13-liters motorer, og der er tale om en nyudviklet motor, som kører 100% på gas ud fra samme princip som en benzinmotor med tændrør og komplet forbrænding.

»Denne kraftige gasmotor er et stærkt bidrag til vores klima- og miljøløsninger,« siger salgsdirektør Anton Freiesleben fra Scania Danmark.

Scanias gasmotorer bygger på støkiometrisk forbrænding, hvilket vil sige fuldstændig forbrænding af både brændstof og ilt. Forbrændingen igangsættes af tændrør på samme måde som i en benzinmotor. Færdigblandingen af brændstoffet finder sted, når brændstoffet kommer ind i cylindrene.

»Hidtil har de fleste gasmotorer været for svage, eller deres rækkevidde har været for begrænset til at de for alvor kunne anvendes til tung transport. Med denne motor har Scania løst disse problemer,« siger Anton Freiesleben.

Den nye 13-liters gasmotor er altid kombineret med Scanias fuldautomatiske Opticruise-gearkasse.

Det rigtige valg af tankløsninger er altid et vigtigt aspekt i forbindelse med gasmotorer. Både LNG/LBG-tanke (til afkølet flydende gas) og CNG/CBG-tanke (til komprimeret gas) kan bestilles direkte hos Scania. LNG giver altid en større rækkevidde, idet en markant større brændstofmængde er tilgængelig.

Med LNG/LBG (flydende naturgas/flydende biogas) udgør rækkevidden omkring 1100 km for et typisk sættevognstog på jævn vej, oplyser Scania. Med CNG/CBG (komprimeret naturgas/komprimeret biogas), opnås typisk rækkevidde op til 500 kilometer.

En speciel sikkerhedsforanstaltning udtænkt af Scanias ingeniører består i, at tankventilerne vender bagud og dermed væk fra kørselsretningen. Dette er tilsyneladende en lille ting, men der er tale om en gennemtænkt detalje, der reducerer risikoen for, at ventilerne beskadiges, hvis de rammes af sten eller stenslag.

Idet gasmotorer generelt er mere støjsvage end dieselmotorer, er de også meget velegnede i følsomme bymæssige områder. Scanias nye Euro 6 gasmotor opfylder også kravene i PIEK-støjbegrænsningsnormen, som fastsætter et maksimalt støjniveau på 72 dB (A) i zoner med høj risiko for gener.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204