23948sdkhjf

Scania ruller de nye trumfkort ud

V8-familien og Opticruise er stærkere og mere effektiv end nogensinde. Mens vi venter på de første kundeeksemplarer herhjemme, prøvede vi selv en tur i fabrikkens demo-vogntog:

Scania lancerede i efteråret en ny generation af hele V8-familien, samt en helt ny Opticruise-gearkasse til at gå i spænd med fabrikkens klassiske motorserie. Planen var levering af de første kundeeksemplarer i begyndelsen af dette år, men endnu har vi dog til gode at se de nye V8’ere og den nye gearkasse rulle ud på de danske veje i større omfang – men det er lige på trapperne.

I mellemtiden sendte Scania et test-vogntog landet rundt, og Lastbil Magasinet benyttede naturligvis lejligheden til at sige ja tak og hoppe om bord og for første gang dreje nøglerne i en Scania, hvor drivlinen indeholdt en ægte V8’er af den nye generation – samt den nye gearkasse.

Vores testbil var en Scania R590 – altså en opdateret udgave af 580’eren – med en bagaksel-udveksling på 2,59. Fælles for de tre mindste V8’ere er, at de hver har fået tilført 10 hk – mens topmodellen til gengæld har taget et ordentligt spring med 40 ekstra heste (og +200 Nm) under hjelmen. De fire medlemmer af Scanias V8-familie hedder derfor nu 530, 590, 660 og 770. Det betyder så også, at Scania er tilbage på toppen som ”King of the Road”, hvad angår at have topmodellen med flest hestekræfter. Og så må vi se, hvor længe det holder...

Opticruise trumfer V8

Vores prøvekørsel tog udgangspunkt på rastepladsen Kildebjerg S på den fynske motorvej E20, hvorfra turen gik mod Svendborg, retur mod Odense for så at forcere de vestfynske alper ad landevejen mod Nørre Aaby, inden vi returnerede til udgangspunktet.

Selvom det tit er V8’eren, der stjæler overskrifterne, så er det den nye Opticruise-gearkasse – med modelnavnet G33CM – der teknisk set er den største nyhed i den nye Scania-drivline. Samlet set lover Scania en brændstofbesparelse på op til 6% med den nye indmad – og heraf har Opticruise G33CM en afgørende rolle for de 4%. Gearkassen i sig selv bidrager med 1% reduktion i forbruget, mens 3% kan hentes med en hurtigere bagtøjsudveksling. Dette er muligt, fordi man nu kan gå ”lige igennem” gearkassen, fordi Scania med den nye Opticruise har droppet synkromesherne og er gået over til (eller tilbage til…) direkte gear og væk fra overgear. Det giver sig især udslag i 12. gear, hvor den mekaniske virkningsgrad når op på 99,3%, og ved let kørsel, fx med halvtom vogn eller ned ad bakke, kan man stadig gå i ”overdrive”, lægge armen i karmen og cruise ud ad motorvejen med 950 o/min.

770’eren er for voldsom

Indtil videre er den nye Opticruise dog ikke for alle. Som modelnavnet G33CM antyder, har den et maksimalt indgående moment på 3.300 Nm, og derfor er V8 770’eren med sine 3.700 Nm for voldsom til den nye gearkasse-generation. Der er foreløbig også sat en maksimal vogntogsvægt på 110 ton – så skal man køre endnu tungere, må man nøjes med den gamle Opticruise. Men mon ikke der arbejdes intenst i udviklingsafdelingen hos på Scania-fabrikken for at kunne indlemme hele V8-familien og de tungeste transporter.

Den nye Opticruise har også nye funktioner så som et meget lavere krybegear, samt otte bakgear. Ud over de tre V8-motorer er den i øvrigt tilgængelig for Scanias 6-cylindrede rækkemotorer med effekter på 500 og 540 hk.

For chauffører med nostalgisk hang til at skifte gear med højre hånd må man til gengæld indstille sig på nye tider. Med den nye Opticruise er det endegyldigt slut med en fysisk gearstang, men man kan dog stadig få en koblingspedal og mulighed for at skifte manuelt gear på elektronisk vis.

En meget konkret fordel er desuden, at den nye gearkasse-version er både kortere og lettere – mere præcist 60 kg – pakket ind i et nyt aluminiumshus, og den nyudviklede retarder har nu et bremsemoment på op til 4.700 Nm, og et nyt program til kraftudtag giver mulighed for at trække op til 2.500 Nm ud af gearkassen (det er stadig muligt med udtag fra motoren).

Overdrive i brug

Det første møde med den nye Opticruise blev ganske bekvem og ubesværet – og ”overdrive”-funktionen kom også i spil i enkelte perioder på turen ad det fynske motorvejsnet, hvor R590’eren ikke rigtig blev vægtmæssigt udfordret af det klassiske demo-vogntog læsset op til godt og vel 39 ton. Når kørslen er tilpas let, smutter Opticruise i overdrive og skynder sig straks tilbage til 12. gear, når der er behov for det.

Skal man have den fulde brændstofbesparelse på de lovede 6%, skal den nye Opticruise kombineres med en ny V8-motor. Og det er som nævnt pt. muligt at kombinerede den nye gearkasse med V8 530, V8 590 og V8 660.

Vi var godt kørende i 590’eren, som altså har fået 10 hk og 50 Nm mere, således at de otte cylindre altså leverer 3.050 Nm helt nede fra 925 o/min.

Teknikaliteterne i opdateringen af V8-familien omhandler blandt andet en ny brændstofpumpe med højere indsprøjtningstryk, ny motorstyring, højere kompression, lavere friktion i motoren og flere andre tekniske finpudsninger, som tilsammen løber op i et par procents lavere forbrug – i bedste fald.

På denne testtur gennemførte vores Scania R590-demovogntog ruten på 145 km med et gennemsnitligt forbrug på 27,3 liter. Ganske fornuftigt, og faktisk en anelse bedre end den 6-cylindrede 540’er klarede nogenlunde samme rute) for halvandet år siden.

Klar til fremtiden

Med den nye V8-familie samt Opticruise-generation har Scania optimeret den tungeste ende af lastbilprogrammet. Samtidig har fabrikken nu igen samlet alle versioner på den legendariske 16-liters motor på samme motorplatform med ren SCR-teknologi og dermed efter eget udsagn gjort sig klar til en evt. kommende Euro 7-norm, som vi endnu ikke kender tidspunkt og indhold på.

Det er altså utvivlsomt den stærkeste, letteste og mest effektive V8-motor nogensinde fra Scania – spørgsmålet er, om det også er den sidste. Scania er del af Traton-gruppen, som har bebudet en ny fælles motorplatform (op til 6 cylindre), som skal anvendes på tværs af mærkerne MAN, Scania m.fl. – og som samtidig bliver den sidste dieselmotor fra lastbilkoncernen. Vi skal derfor næppe heller forvente stor nyudvikling af V8-familien i fremtiden – men den, vi har, fungerer nu også udmærket.

Scania åbnede for bestilling af de nye V8-motorer og Opticruise i slutningen af 2020 med forventet levering fra starten af 2021 – så de første danske eksemplarer med nye typebetegnelser vil om kort tid begynde at rulle ud på de danske veje.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219