Scania vil genstarte produktionen i næste uge
Størstedelen af den europæiske produktion af biler, lastbiler og busser har været lagt ned i de seneste uger, men nu lyder der forsigtig optimisme fra Scanias hovedkvarter.
Scania planlægger nemlig en moderat opstart af produktionen i næste uge på de tre europæiske fabrikker i Sverige, Frankrig og Holland. Planerne er dog stadig omfattet af en vis usikkerhed.
»Planer og målsætninger flytter sig hele tiden, og vi er afhængig af situationen og forholdene i en række forskellige lande. Men lige nu er målet, at vores samlefabrikker i Södertälje, Frankrig og Holland vil udføre én dags produktion i to dage, 21. og 22. april,« siger Scanias pressechef Hans-Åke Danielsson til Dagens Industri.se.
Scania-talsmanden understreger dog samtidig, at det ikke er muligt at lægge helt sikre produktionsplaner for øjeblikket. Scania vil fortsat holde øje med udviklingen og træffe beslutninger fra uge til uge.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.