Stor Scania til Bette Gris
I 1983 overtog vognmand Niels Jeppesen sin fars virksomhed Thy Smågrisesalg. Siden da har han transporteret mere end 16 millioner smågrise mellem sine kunder, der både er griseproducenter og -opdrættere over hele Danmark og i udlandet.
»Vi er både en transport- og en handelsvirksomhed. Nogle af grisene flytter vi blot mellem producenter og opdrættere, og andre køber vi op og sælger videre til opfedning, fortæller Niels Jeppesen.
Han har for nylig fået leveret endnu en ny Scania, og dermed er han oppe på syv lastbiler og lige så mange påhængskøretøjer. Egentlig vil han ned på seks vogntog, men lige i øjeblikket er der så travlt, at han har besluttet at beholde den gamle lidt endnu.
Den nyeste bil i flåden er endnu en Scania R 520 A4x2 med 16,4-liters V8’er på 520 hk/2.700 Nm, 14-trins GRS905R-gearkasse med Opticruise og integreret Retarder samt enkeltreduceret R 780-bagtøj med 2,59:1 i udveksling.
Førerhuset har bl.a. Premium-sæder med integreret ventilation og læderbetræk suppleret med ekstra plys fra Brande Autosadelmageri, stor Infotainment-pakke med 4x20W musikanlæg og integreret navigation, stor klimapakke med ekstra 6 kW kabinevarmer, Driver+-chaufførpakke, LED-lyspakke med LED for- og baglygter mm.
Stiholts lastbilsælger Lars Pedersen har stået for leveringen.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.