23948sdkhjf

Test: Scania Super er tilbage

Scania har lanceret sin stærkeste og mest effektive drivline nogensinde med den nye Super-serie med blandt andet en ny 13-liters Traton-motor – og i den første testkørsel lever Scania Super op til sit navn

Scania-Vabis L75 satte nye standarder med introduktion af Super-serien med en 6-cylindret rækkemotor på 10,3 liter slagvolumen og 205 heste under hjelmen. Året var 1961, og selvom den motorgeneration er blevet overhalet mange gange siden, så har “Super”-navnet overlevet og bliver stadig dyrket hos chauffører og vognmænd, der udstyrer moderne lastbiler med påskriften “Super” som en hilsen til den klassiske serie.

Nu er der godt nyt både til folk med hang til lastbilnostalgi og til dem, der vil have moderne lastbiler med høj effektivitet og lavt forbrug. Og går man op i begge dele, så er Scanias nye lancering svaret på ens bønner.

Under navnet Scania Super sender fabrikken nemlig en helt ny 13 liters motorserie på gaden. Eller rettere sagt, så dækker Scania Super over en helt ny drivline med motor, gearkasse og bagaksel - og så er der også nyt på tanksystemet, servicesiden og sidespejlene.

560 hk række-6’er

Men motoren først - for det er virkelig her, vi har den største nyhed. Der er tale om en helt ny motorplatform, der erstatter den hidtidige 13 liters serie - og overgår den på alle parametre. Scania Super-motoren er den mest brændstofeffektive nogensinde i Scanias historie, og den skærer ikke mindre end 5,2% af forbruget sammenlignet med forgængeren - og her taler vi altså om en besparelse på motoren alene.

Den nye motor kommer i fire versioner - med 420, 460, 500 og 560 hk. Topmodellen på 560 hk (før 540) har et maks. drejningsmoment på 2.800 Nm, og dermed føjer Scania altså nye alen til sit 13-liters program, som indtil for et par år siden kun kunne fås med op til 500 hk og 2.500 Nm. Det betyder også, at 370’eren udgår af 13-liters serien - hvilket giver fin mening, eftersom Scanias 9-liters motor kan fås med helt op til 360 hk.

Den totalt nykonstruerede motor opnår bl.a. en termisk virkningsgrad på omkring 50%, bl.a. ved hjælp af dobbelte overliggende knastaksler og Scania Twin SCR-dosering af AdBlue og en række andre optimeringer i motorstrukturen, som tilsammen har givet et imponerende resultat.

Der er ingen ”genbrugsløsninger” fra den gamle serie i den totalt nykonstruerede 13-liters motor, som bl.a. har nye indsprøjtningsdyser, optimeret brændstofpumpe, lettere og stærkere krumtapaksel og meget mere. Dertil er den tekniske levetid øget med 30%, selvom kravene til løbende service også er reduceret.

Direkte gear er fremtiden

Andet led i Scania Super er den nye G25-gearkasse, der introduceres som “lillesøster” til G33-gearkassen, som så dagens lys i forbindelse med lanceringen af den nye V8-familie i 2020. G25 og G33 har den samme tekniske opbygning, men forskellen er deres maksimale moment. G33 kan klare op til 3300 Nm og passer dermed til 500 og 560’eren (og de tre mindste V8-motorer) - mens 420- og 460-motoren kombineres med den nye G25-gearkasse, der kan klare op til 2500 Nm.

G25-gearkassen er udviklet efter samme princip som sin storebror, G33 – nemlig, at Scania nu er gået over til direkte gear og væk fra overgear – ligesom i gamle dage. Det giver en mekanisk virkningsgrad på op til 99,8% i 12. gear, og så har man”overdrive” i baghånden, så man kan komme helt ned og cruise med 900 o/min ved let kørsel, ligesom det indbyggede friløb/eco-roll er blevet endnu bedre til at udnytte vejens forløb. Den nye gearkasse står alene for en brændstofbesparelse på 1% (måske endda mere med overdrive).

G25-gearkassen kan altså i første omgang kombineres med 420’eren og 460’eren i den nye 13-liters serie - men den kan i princippet gå “hele vejen ned” i Scanias motorprogram. Scania har ikke meldt det officielt ud, men vi forstår - fra pålidelige vandrør i Scania-pyramiden - at det er meningen, at G25 også skal blive standard-gearkassen for Scanias 7- og 9-liters motorer, altså helt ned til den mindste udgave på 220 hk.

Sparer hele 8 procent

Scania Super er en tre-trins-raket, og det sidste - men ikke mindste - led i kæden er den nye R756-bagaksel, som med en væsentligt hurtigere bagtøjsudveksling på 2,31 kan skære 1,8% af brændstofregningen. Scania kalder selv den nye bagaksel for en schweizerkniv, da den kan bruges til et væld af opgaver. Det er da også rigtigt, omend man i en dansk/nordisk sammenhæng skal holde sig for øje, at den er godkendt til op til 53 ton, så hvis man skal ud og rulle ud med 7 aksler og 56 ton - eller mere - så er det stadig den velkendte R885-bagaksel, som er at anbefale. I praksis betyder det også, at en 3-akslet “multitrækker”, som bliver kastet rundt mellem forskellige opgaver, også bør holde sig til R885 for at være klar til alt.

Summa summarum - brændstofforbedringer på motor, gearkasse og bagaksel løber altså op i samlet set 8%. Det er en voldsom reduktion på drivlinen alene, og den største forbedring på en ny motorserie i Scanias historie.

Fin sammligningstest

Lastbil Magasinet var for nylig i Södertälje og fik som nogen af de allerførste muligheden for at sætte os bag rattet i en ny Scania Super - både på offentlig vej og på fabrikkens ganske fine testbane på Scania Demo Centre.

Den beskedne testrute på 37 km kørte vi i to biler - nemlig i en “gammel” 450’er og en Super 460’er. En fin, omend kort, lille sammenligningstest, som imponerede fra start.

Scania Super er virkelig stille at køre, og det hænger sammen med den nye gearkasse-filosofi om at komme ned i omdrejninger. Meningen er at komme ned og cruise i det direkte gear (som er 12. gear med en virkningsgrad på 99,8%). Vi kom forholdsvist sjældent i overdrive-gear, og så snart det går ned ad bakke, går bilen i eco-roll, inden den vender tilbage i 12. gear. Mærkbare forandringer, som chaufføren lige skal vænne sig til - men det er absolut en ændring til det bedre.

Et andet fremskridt er Scanias nye motorbremse, CRB (Compression Release Brake). Den kan enten bruges alene eller i kombination med Scanias retarder. Meget ofte vil CRB kunne klare sig alene, og ved at undgå retarderen slipper man af med 110 kg vægt, der kan bruges bedre. CRB-motorbremsen kom på prøve på Scanias kurvede demobane, og den klarede sig ganske overbevisende. Tidligere kunne Scania kun tilbyde ACC (adaptiv fartpilot), hvis bilen var udstyret med retarder, men det er heldigvis også lavet om. Nu er det nok med motorbremsen.

Der er mærkbart mere “riv” i den nye motorserie, både på papiret og ved første indtryk bag rattet. Vi lavede også vores egen, primitive test på Scanias demobane ved at gøre fuldt stop ved foden af den længste bakke og derefter trykke pedalen i kælderen. Med Scanias “gamle” 500-model nåede vi op på 37 km/t (i 7. gear) på toppen af bakken, mens vi med den nye Super-udgave af 500’eren nåede op på 42 km/t (i 8. gear). Mere bemærkelsesværdigt var det, at vi med den nye 460’er nåede 39 km/t (i 8. gear) på toppen af bakken, så den trak altså lidt bedre - i vores mini-test - end den velkendte 500-motor.

Udnytter brændstoffet

Der er som bekendt ikke noget, der er så godt, at det ikke også er noget bøvl. Den store brændstofbesparelse på den nye motorserie har gjort det nødvendigt at bygge tankene om, fordi forholdet mellem diesel- og adblue-forbruget har ændret sig, nu hvor lastbilen slubrer mindre af det førstnævnte. Derfor kan dieseltankene nu fås i mindre størrelser, de er gjort mere robuste og har fået et design, så “sugerøret” nu kan få fat i 97% af tankens indhold (før 87%). Det giver både bedre udnyttelse af brændstoffet, mere nyttelast og længere rækkevidde. Desuden kan Scania nu fra fabrikken placere tankene forskelligt, alt efter hvilken opbygning bilen skal bruges til.

Et nyt og bedre kraftudtag med flere anvendelsesmuligheder er også lanceret samtidig med Super-serien, ligesom Scania under navnet Procare tilbyder en serviceløsning med optimeret oppetid, hvor bilen “overvåges” online af værkstedet for at forebygge driftsstop og skader. Det bliver tilgængeligt i Danmark (som del af en serviceaftale) fra sommeren 2022.

Shhh… nye spejle

Og så er der lige det med spejlene. Scania kan nu også fås med digitale sidespejle, omend fabrikken selv er gået let hen over denne nyhed - af flere gode grunde. Først og fremmest er man med rette mest stolte over drivline-forbedringerne og vil holde fokus på de imponerende resultater her. Dernæst er Scania jo ikke “first mover” på spejlkameraerne, og så er det i første omgang ikke en fabriksløsning. Vil man have digitale sidespejle, skal man først bestille bilen hjem, hvorefter den lokale forhandler eftermonterer spejlkameraerne - altså som en “reservedelsløsning”. Det lyder dyrt, og vi vil i første omgang nok ikke se mange vælge Scania med spejlkamera, før det bliver en fabriksløsning (hvilket blot er et spørgsmål om tid). Men Scania har altså valgt at komme med på vognen med det samme, fordi den tekniske løsning er klar (kan påbygges fra marts 2022) - fint nok.

I første omgang er det sidespejlene, der kan erstattes med en kameraarm og en skærm på A-stolperne - mens Scania har valgt at holde fast i det klassiske frontspejl indtil videre. En stor fordel er det, at eftersom hele Scanias modelprogram hviler på den samme modulære platform, så kan Scania (ligesom MAN) med det samme tilbyde de digitale sidespejle på alle modelserier - L, P, G, R og S. Vi nåede i øvrigt ikke at prøvekøre den nye spejlløsning, fordi den eneste demobil med digitale sidespejle udgik af arrangementet pga. en teknisk fejlmelding - men det ser vi frem til at prøve i det nye år.

Vigtig dieselmotor

Men giver det overhovedet mening at lancere en ny forbrændingsmotor? Alle taler om grøn omstilling, gas, brint, el, batterier, brændselsceller, whatever - så hvad skal vi med sådan en ny dieselhakker i det herrens år 2021?

Rigtig meget, lyder svaret fra Scania. Omstillingen til nye og CO2-neutrale drivliner kommer til at tage år - mange år endnu, og i mellemtiden er vi nødt til at have den mest effektive forbrændingsmotor, som overhovedet muligt.

Og med en så mærkbar besparelse som 8% er dette jo indlysende rigtigt. Endnu mere rigtigt bliver det med tanke på, at den nye drivline ikke kun kommer Scania til gavn. Super-motoren er nemlig udviklet som fremtidens fælles motorplatform for hele Traton-gruppen, som bl.a. også rummer MAN og det amerikanske lastbilmærke International.

I første omgang skal motoren produceres i Södertälje, men efterhånden som den spreder sig til det øvrige Traton, vil der også blive produktion af den nye motor i Nürnberg og USA. Den nye 13-liters serie er allerede indfaset som erstatning for den tidligere serie, og produktionsstart er forventet i oktober 2022.

Fremover kan man altså kun bestille den nye motor, hvis man vil have en ny Scania med 13 liter. Og det er der al mulig grund til at ville, for den nye drivline er stille, stærk og uhørt effektiv. Ja, den er kort sagt - Super.

Scanias nye 13-liters Super-motor, tekniske data

Slagvolumen

12,74 liter

Cylindre

6 (række)

Motorbremse (CRB)

343 eller 354 kW v/2400 o/min

Effekttrin:

Drejningsmoment:

420 hk v/1800 o/min

2300 Nm v/900-1280 o/min

460 hk v/1800 o/min

2500 Nm v/900-1290 o/min

500 hk v/1800 o/min

2650 Nm v/900-1320 o/min

560 hk v/1800 o/min

2800 Nm v/900-1400 o/min

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219