23948sdkhjf

Seks polske mænd tiltalt for milliontyveri af Lego

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har tiltalt seks polske mænd i alderen mellem 21 og 36 år for dels tyveri af særlig grov beskaffenhed, dels forsøg på tyveri af særlig grov beskaffenhed.

Hændelserne fandt sted den 18. og 26. oktober 2018 på rasteplads Frøslev Øst, Sønderjyske Motorvej i Padborg.

I begge tilfælde har de tiltalte benyttet samme teknik – at skære lastbiltrailerens presenning i stykker for at få adgang til lasten.

Den 26. oktober 2018 lykkedes det tyvene at stjæle Lego til en værdi af 1,3 millioner kroner, hvorefter de blev anholdt. Den 21-årige blev anholdt på fersk gerning, mens de øvrige fem blev anholdt i Tyskland.

Ved hændelsen 18. oktober måtte de tiltalte opgive tyveriet, da de blev opdaget og efterfølgende flygtede fra stedet.

Sagen bliver behandlet ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg den 17. juni, 20. – 21. juni samt den 25. juni.

Anklagemyndigheden nedlægger blandt andet påstand om udvisning af alle tiltalte samt et permanent indrejseforbud.

UKA Vest har efterforsket sagen

Anholdelsen i Danmark blev foretaget af Udlændingekontrolafdelingen i Padborg (UKA Vest) under Syd- og Sønderjyllands Politi, som også har efterforsket de to hændelser.

Under efterforskningen er der blandt andet gjort brug af samarbejdet i det såkaldte PCCC (Police and Custom Cooperation Center) – et samarbejde mellem dansk og tysk politi og toldvæsen, der har kontorer i UKA Vest. Samarbejdet gør det muligt at dele efterforskningsoplysninger på tværs af landene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063