23948sdkhjf

Danmarks tredjestørste bro bygges nu

Første spadestik mellem Sjælland og Falster.

Byggeriet af Danmarks tredjestørste bro er officielt sat i gang. Det skete, da transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og borgmestrene fra Vordingborg og Guldborgsund Kommuner i går eftermiddag tog første spadestik til den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster.

- Jeg er glad for, at vi i dag tager det første spadestik til Storstrømsbroen. Det er et kæmpe projekt, der vil trække hele det østlige Danmark tættere sammen og skabe bedre og hurtigere forbindelse til Tyskland, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i forbindelse med spadestikket.

Superliga

Vejdirektoratet er bygherre på den nye bro, som forbinder Vordingborg og Orehoved på Falster via Masnedø. Det indledende arbejde med at etablere elementfabrikken og entreprenørernes arbejdsområde på Masnedø er i fuld gang, og byggeriet af selve elementfabrikken og kajanlægget til udskibning af broens elementer begynder senere på året.

- Den nye Storstrømsbro kommer til at høre til i den danske superliga af broer, og produktionen af alle broens dele sker på Masnedø. De næste otte år bliver der stor aktivitet på byggeriet, som vi forventer vil udvikle og skabe 200-300 arbejdspladser i lokalområdet, lyder det fra Ole Birk Olesen.

Det første spadestik blev symbolsk foretaget nøjagtig, hvor den første bropille kommer til at stå på Masnedø. Borgmester Mikael Smed, Vordingborg Kommune, var da også tilfreds med den kommende bro og understregede betydningen for lokalområdet.

Sikrer balance og muligheder

- Den nye Storstrømsbro er en nødvendig investering, som de kommende generationer vil få glæde af, og som vil bidrage til at sikre balance og mulighed for at bo og leve i provinsen - og arbejde i Hovedstaden, supplerer Mikael Smed.

I Guldborgsund og Vordingborg Kommuner har man sammen sat ind for at gribe de muligheder, som byggeriet giver regionen, hvilket borgmester John Brædder, Guldborgsund, da også påpeger i sin tale.

Flere i job

- Vi har lagt os i selen for at kunne være med til at håndtere den store efterspørgsel på arbejdskraft, som et anlægsprojekt af denne størrelse kræver. Vi har blandt andet i fællesskab etableret særlige uddannelsesforløb for ledige specifikt målrettet Storstrømsbroen og de jobåbninger, der kommer som følge af byggeriet, tilføjer John Brædder.

Om Storstrømsbroen

Første broelement til broen ventes klar til at sejle ud fra elementfabrikken i foråret 2019.  

Bliver 4 kilometer lang og over 100 meter høj.

Danmarks tredjestørste efter Øresunds- og Storebæltsbroen.

Bygges med to jernbanespor til højhastighedstog og en tosporet vej i fuld bredde med en hastighedsgrænse på 80 km/t.

Får gang- og cykelsti.

Ventes klar til biltrafik i 2022 og til togtrafik i 2023.                    

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109