23948sdkhjf

DTL ønsker lastbil-rabat over Roskilde Fjord

Nordsjællandske protester gør indtryk hos DTL – Danske Vognmænd.

Efter at Vognmandens Fagblad 15. maj omtalte de højlydte protester fra Nordre Birks Vognmandsforening samt Skibby-vognmand Erling Kristensen - der er indædte modstandere af udsigten til brugerbetaling over den nye Kronprinsesse Marys Bro, over Roskilde Fjord - går DTL Danske Vognmænd nu ind i sagen.

I et brev til Fjordforbindelsen Frederikssunds formand Leif Tullberg foreslår DTL’s adm. direktør Erik Østergaard, at der bør indføres en brugerbetaling med ”en særlig hensyntagen til den lokale- og regionale trafik, så vognmandsvirksomheder, der bor på den ene side af fjorden fortsat vil have reel mulighed for at udføre transportopgaver på den anden side af fjorden uden at de dermed straffes økonomisk.”

Åbner næste år

Broen åbner efter planen i december næste år som en såkaldt bjælkebro. Linjeføringen går over Roskilde Fjord – mellem Tørslev Hage i vest og Frederikssund i øst.

I brevet til Leif Tullberg anerkender Erik Østergaard, at den kommende brugerbetaling fra trafikanterne ”kendes så udmærket fra de nationale og internationale bro- og tunnelforbindelser ved Storebælt, Øresund og Femern Bælt, ligesom fra udlandet.”

Positivt signal fra Tullberg

Samtidigt med Erik Østergaards forslag om særlige hensyn til vognmandsforretninger i lokalområdet peger DTL’s topchef på Leif Tullbergs udtalelser i Lastbilmagasinet 17. maj i år:

“Det giver god mening at kigge på udenlandske rabatordninger for at begrænse skaden for de vognmænd, der er afhængige af at benytte den kommende Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord. Det har været oppe at vende, hvilke rabatordninger, der kan være nødvendige for de, der kører overfast. Lastbilerne får, når den nye bro åbner, groft sagt ikke noget alternativ. Derfor er rabatordning noget, vi skal kigge på. Jeg kan ikke love, hverken det ene eller andet. Men det ligger som en opgave, vi skal kigge på.”

Erik Østergaard kvitterer i brevet til Leif Tullberg:

”Vi er meget tilfredse med din åbenhed over for at se på rabatordninger, og din anerkendelse af det særlige forhold, at lastbiler groft sagt ikke har noget alternativ til den nye forbindelse, da lastbiler efter planen ikke længere må passere den gamle Kronprins Frederiks Bro, når Kronprinsesse Marys Bro er åbnet.”

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093