23948sdkhjf

Kør før køen på E45 Østjyske Motorvej

Kampagne: Bilister mellem Aarhus og Skanderborg skal bryde vaner.

Østjyske Motorvej er én af landets mest trafikerede strækninger. Og især i morgenmyldretiden er trængslen stor. Nu skal Vejdirektoratets anbefalinger til alternative tidspunkter at køre hjemmefra på - og positiv feedback - være med til at ændre bilisternes vaner og få trafikken i myldretiden til at glide bedre. Målet er at flytte 4 procent af bilisterne ud af den samlede spidsperiode.

Bedre fordeling

Vejdirektoratets projektleder Robin Højen Madsen:

- På E45 opstår der korte køer, fordi rigtig mange kører samtidig særligt om morgenen. Derfor forsøger vi i de kommende uger at fordele trafikken bedre på E45 mellem Aarhus og Skanderborg ved at få de bilister - der har mulighed for det - til at køre lidt før eller lidt senere, end de plejer.

Projektlederen fortsætter:

- Trafikken stiger, men vi kan ikke udelukkende bygge os ud af trængslen på vores veje. Derfor vil vi med kampagnen afprøve nye metoder, der kan udnytte vejkapaciteten bedre, så flere kommer hurtigere frem.

Vejdirektoratet forventer ikke at kunne løse de tungeste trængselsproblemer med denne kampagne. Fokus er i stedet på at løsne op for de kortvarige massive kødannelser, der opstår i myldretidsperioderne.

Kør før kl. 7

Vejdirektoratets midler er skilte langs motorvejen og en ny funktion i trafikinfo-app’en, der rådgiver om, hvornår man som bilist skal køre for at undgå myldretiden.

- Skiltene fortæller med et glimt i øjet bilisterne, at de kan få mere ud af dagen, hvis de kører inden kl. 7. Og appen fortæller, hvornår det er bedst at køre – og hvis bilisterne følger vores anvisninger, så giver vi dem positiv feedback med på vejen. Vi har testet den nye funktion, og nu bliver det spændende at se, om den virker i praksis, og om den rent faktisk får nogle bilister til at flytte deres rejsetider lidt, siger Robin Højen Madsen.

Tager egen 'medicin'

I forbindelse med kampagnen opfordrer Vejdirektoratet også sine egne medarbejdere til at køre uden for det mest belastede tidsrum. Vejdirektoratet har en afdeling i Skanderborg med ca. 200 medarbejdere.

- Vi er en del i Vejdirektoratet, der kører på Østjyske motorvej hver dag til og fra arbejde. Derfor mener vi kun, at det er rimeligt, at vi tager vores egen medicin. Forhåbentligt kan vi være med til at få trafikken på E45 til at glide bedre. Hvis det lykkes, kan vi bruge erfaringerne til at gå i dialog med andre større virksomheder, hvor medarbejderne sidder i kø til og fra arbejde, tilføjer Robin Højen Madsen.

 Vejdirektoratet vil i de kommende uger måle, om trafikken bliver fordelt bedre.

 

Fakta Vejstykke

Mellem Skanderborg og Aarhus i nordgående retning kører dagligt cirka 3.600 bilister i spidsperioden kl. 7-8:30. Målet er at få 4procent til at køre udenfor dette mest belastede tidsrum.

Brugerundersøgelse viser, at 31 procent af bilisterne er villige til at ændre afgangstidspunkt, hvis de sparer tid i trafikken.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125