23948sdkhjf

Mere motorvej og højere fart

Finanslov: Optakt til en udvidet E45 mellem Randers og Vejle, højere fartgrænser og mindre vejstøj.

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ny finanslovsaftale for 2018. Den indeholder blandt andet 94 mio. kr. til at hæve fartgrænsen på udvalgte lande- og motorveje fra henholdsvis 80 til 90 km/t. og til 130 km/t.

Der afsættes også 50 mio. kr. til en pulje, der skal dæmpe støj på og ved statsvejene.

E45: Flere spor

Aftalen sætter også gang i en VVM-undersøgelse (vurdering af virkninger på miljøet ) forud for en forventet udvidelse af motorvej E45 fra 4 til 6 spor mellem Vejle og Randers Nord - bortset fra strækningen mellem Aarhus og Skanderborg S, hvor arbejdet med denne udvidelse allerede er i fuld gang.

Samtidig sættes Storebæltstaksterne ned med 25 procent, og der sættes penge af til en udvidelse af motorvejen på Vestfyn mellem Nr. Aaby og Odense V – også fra 4 til 6 spor.

Glad minister

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) glæder sig:

- Regeringen har fået lavet en finanslovsaftale med nogle gode og vigtige infrastrukturprojekter, jeg som transportminister er meget tilfreds med. Nu laver vi en VVM-undersøgelse af en udvidelse af E45 fra 4 til 6 spor mellem Randers og Vejle. VVM-undersøgelsen giver os det nødvendige beslutningsgrundlag for at sætte spaden i jorden til en 6- sporet motorvej på strækningen. Udvidelsen af den østjyske motorvej er et stort lokalt og regionalt ønske, som vil lette hverdagen for både private og erhvervslivet.

Fyn, Jylland, Storebælt

Regeringen og Dansk Folkeparti sætter midler af til:

2,4 mia. kr. til udvidelse af Fynske Motorvej mellem Nr. Aaby og Odense Vest, hvoraf A/S Storebælt bidrager med godt 2,1 mia. kr. til finansieringen.

78 mio. kr. til en VVM-undersøgelse af en udvidelse af E45 fra 4 til 6 spor fra Skanderborg Syd til Hornstrup ved Vejle, Aarhus Nord til Aarhus Syd og Aarhus Nord til Randers Nord.

Storebæltstaksterne reduceres med 15 procent pr. 1. januar 2018 stigende til i alt 25 procent, når udvidelsen af E20 er færdig i 2022.

Øget fart

Finansloven afsætter også 94 mio. kr. til forhøjelse af fartgrænserne på udvalgte landevejs- og motorvejsstrækninger fra 80 til 90 km/t (på landevej) og fra 110 til 130 km/t (på motorvej). Der opsættes autoværn, fjernes faste genstande og etableres rumleriller ind mod midterrabatten på de udvalgte motorveje og landeveje, så det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at hæve fartgrænserne.

Der afsættes derfor også 50 mio. kr. til en pulje til støjbekæmpende foranstaltninger på statsvejene, heraf 25 mio. kr. langs motorvej E20 syd om Odense.

Tidsbegrænset parkering

Der afsættes også 14 mio. kr. i 2018 og 6 mio. kr. i 2019-2021 til opsætning af skilte om tidsbegrænset parkering for lastbiler og til Vejdirektoratets administration og kontrol med overholdelse af reglerne.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125