23948sdkhjf

Modulvogntog hele ringvejen rundt

Nu kan modulvogntog køre hele ringvejen rundt om Næstved.

Vejdirektoratet og Næstved Kommune har netop åbnet det sidste stykke af ringvejen rundt om Næstved for kørsel med modulvogntog, i alt cirka ti kilometer.

Dermed er en vigtig brik i infrastrukturen for modulvogntog mellem Slagelse/Ringsted og Bårse/Vordingborg på plads, hvilket giver erhvervslivet flere muligheder for at optimere transporterne i regionen.  

Stort skridt

Afdelingsleder Mette Bentzen, Vejdirektoratet:

- Vi er nu færdige med udvidelse af modulvogntogsnettet rundt om hele Næstved. Dermed har vi taget et stort skridt mod at skabe et sammenhængende vejnet for modulvogntog på Midt- og Sydsjælland.  

Åbningen af det sidste stykke ’modulvej’ medfører også, at antallet af almindelige lastbiler gennem Næstved by alt andet lige reduceres.

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen:

- På den måde kan man sige, at den fælles investering, både fra statens og vores side, i en ringvej rundt om Næstved, på mange måder er gaven, der bliver ved med at give. Ikke nok med at vi får færre lastbiler gennem byen, så er det også godt for miljøet, at vi helt generelt får færre lastbiler på vejene, fordi modulvogntog jo netop kan rumme mere gods. Det glæder mig, at staten retter sit trafikale blik mod Næstved, og at vi har et så godt samarbejde med Vejdirektoratet. Nu glæder jeg mig til flere vejinvesteringer her i det sydsjællandske.  

Forsøg fra 2008

Modulvogntog kører som en forsøgsordning, der startede i 2008, og som indtil videre er forlænget frem til 2030. Fra begyndelsen bestod vejnettet primært af et begrænset hovedvejsnet på cirka 1000 kilometer samt udvalgte transportcentre, havne og omkoblingspladser.  

Efter flere udbygninger består vejnettet for modulvogntog af cirka 4800 kilometer, herunder over 600 kilometer kommunal vej samt adgang til over 265 områder og virksomheder.    

Information om hvor modulvogntog må køre, kan findes på vejdirektoratet.dk, hvor man også kan se det zoombare kort over modulvogntogsvejnettet i Danmark.    

Om modulvogntog

Et vogntog på op til 25,25 meters længde, som er koblet sammen af to eller tre enheder såsom lastbil, anhænger, trækker, sættevogn eller kærre. Må samlet veje op til 60 ton.  

Modulvogntogsordningen har til formål at forbedre produktiviteten, øge trafiksikkerheden, forbedre miljøet og mindske trængslen.    

Kapaciteten på to modulvogntog svarer til tre almindelige vogntog, hvilket mindsker antallet af lastbiltransporter.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11