For godt tre år siden modtog Morten Dalgaard en mail om, at hans medlemskab af ITD var ophørt. Begrundelsen var, at Morten Dalgaard i sit firma, MD Transport Skive ApS, havde en minimal/symbolsk omsætning. MD Transport havde på daværende tidspunkt været medlem af brancheorganisationen i 34 år.
Morten Dalgaard gik til sin advokat, der rådede ham til at anlægge et søgsmål mod ITD, da det ikke står skrevet i organisationens vedtægter, hvor stor eller lille en omsætning en virksomhed skal have for at være aktiv – og dermed være berettiget til at være medlem og få del i de penge, ITD hvert år giver til medlemmerne i udlodning.