23948sdkhjf

Stiholt Hydraulic overtager service for Hammar-sideloadere i Danmark

Den svenske sideloader-producent Hammar Maskin AB med hovedkvarter i Olsfors cirka 50 kilometer øst for Göteborg har overdraget serviceansvaret for sine avancerede container-sideloadere til Stiholt Hydraulic. Det sker for at opnå større servicedækning i Danmark samt højne kvaliteten på service, reparation og reservedelslevering i kraft af Stiholt Hydraulics mangeårige kompetencer inden for bl.a. hydraulik- og el-arbejde på alle typer transportmateriel.

I takt med den stigende specialisering i transportbranchen stiger også bestanden af sideloadere, der kan afsætte og afhente 20-45 fods skibscontainere på op til 45 tons direkte på jorden. Med mere end 45 års erfaring med udvikling og produktion af sideloadere er Hammar Maskin AB suveræn markedsleder både i Danmark og globalt.

- Som markedsleder har vi en forpligtelse til at levere 1. klasses service og reparation af vores produkter. Det kan vi med Stiholt Hydraulic som autoriseret servicepartner med deres tre serviceanlæg i hhv. Aalborg i Jylland, Nørre Aaby på Fyn samt Hvidovre ved København, siger Aftersales Manager Daniel Söderberg fra Hammar Maskin AB.

- Den geografiske dækning gør det dog ikke alene. Vi ser Stiholt Hydraulic som en meget kompetent og erfaren servicepartner med de helt rigtige kompetencer på det danske marked, fastslår Daniel Söderberg.

- Det gælder ikke kun inden for hydraulik og mekanisk arbejde men også inden for el-arbejde og CAN bus-teknologi, som vores produkter er udstyret med, tilføjer han.

Glæde og stolthed

Hos Stiholt Hydraulic er der glæde og stolthed over, at Hammar Maskin AB har valgt netop Stiholt Hydraulic som autoriseret servicepartner.

- I Stiholt-koncernen arbejder vi løbende på at styrke vores servicetilbud til transportbranchen. Stiholt Hydraulic er en vigtig del af vores virksomhed, og med tilføjelsen af Hammars sideloadere til listen bliver vi endnu mere relevante for de af vores mange kunder, der beskæftiger sig med transport og håndtering af skibscontainere, siger Stiholts adm. direktør Henrik Bruun Nielsen.

- Hammar har en fantastisk position på markedet for sideloadere og har vel en markedsandel på over 90 % i Danmark. Dermed passer de rigtig godt ind i Stiholts produktportefølje, der omfatter mange andre premium-produkter til transportbranchen, tilføjer Henrik Bruun Nielsen.

- Vi vurderer, at der er ca. 100 af de højt specialiserede sideloadere i drift i Danmark. I takt med den stigende specialisering i transportbranchen er bestanden i vækst, og vi er klar til at byde alle container-transportørerne velkommen hos os, fastslår han.

Klar med mekanikere og reservedele

Stiholt-koncernen er mest kendt for autoriseret salg og service af Scania lastbiler fra sine serviceanlæg i Sæby, Aalborg, Hjørring og Thisted gennem snart 60 år. Stiholt Hydraulic blev etableret for knapt 30 år siden som en selvstændig aktivitet med speciale i hydraulik- og el-arbejde. Stiholt Hydraulic er b.a. autoriseret servicepartner for Palfinger kraner, NTM renovationsaggregater og Rolba slamsugere, men servicerer og reparerer i øvrigt alle mærker.

Stiholt Hydraulic har siden indgåelse af serviceaftalen med Hammar Maskin AB haft fem mekanikere fra alle sine tre afdelinger på kursus på fabrikken i Sverige. Samtidig er der etableret lager af de mest omsatte reservedele til Hammar sideloadere i både Aalborg, Nørre Aaby og Hvidovre, så man er klar til at servicere og reparere sideloadere allerede nu. Levering af andre reservedele kan ske fra dag til dag fra Hammars centrallager på fabrikken ved Göteborg.

Selve salgsarbejdet af nye Hammar sideloadere til det danske marked fortsætter som hidtil direkte fra fabrikken i Sverige, hvor den legendariske stifter af virksomheden Bengt-Olof Hammar selv er ansvarlig for salget på det danske marked.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094