23948sdkhjf

Stiholts Jekko-aktiviteter tager fart

Stiholt Gruppen er efter et længere tilløb ved at få gang i sin seneste aktivitet inden for kraner og vakuumsug mv. – nemlig salg og service af de italienske Jekko-minikraner og samt den noget større JF-serie med Fassi-kraner i centrum.

I spidsen for Stiholts Jekko-aktiviteter står Kurt Nielsen med mange års erfaring fra bl.a. Global Lift Group i Nordjylland, og han har arbejdet tæt sammen med Jekko de seneste 15 år.

- Jeg glæder mig til at give Jekko et solidt løft på det danske marked. God service er kodeordet, og med Stiholt som autoriseret importør og forhandler er jeg sikker på, at det vil lykkes, siger Kurt Nielsen.

Jekko-kranerne dækker et meget bredt løfteområde fra under 1 ton og helt op til 100 t/m. De er kendetegnet ved meget kompakte dimensioner, lav egenvægt samt forskellige typer drivaggregater som diesel, el eller batterier.

Alle modeller kan således leveres med 100 % litiumløsninger, hvilket fjerner den lokale udledning af CO2. De er dermed velegnet til løfte- og monteringsopgaver under trange forhold på byggepladser og i industrien, både inden- og udendørs. Endvidere har det danske militær modtaget specialudviklede Jekko-kraner til helt unikke opgaver.

Stiholt har i første omgang valgt at placere sine Jekko-aktiviteter (salg, demo og service mv.) i Hydraulic-afdelingen i Nr. Aaby på Fyn. Kurt Nielsen er også bosiddende på Fyn, og her giver den centrale placering optimale muligheder for effektivt at dække hele Danmark.

Den første Jekko-kran, som Kurt Nielsen har solgt efter Stiholts overtagelse af importør- og forhandleransvaret i Danmark, er faktisk allerede leveret. Den er dog ikke sat i drift i Danmark men er sendt videre til Grønland, hvor den skal arbejde inden for byggeriet.

Samtidig har Stiholt fået leveret de første demo-kraner fra Jekko og er klar til at præsentere et bredt program inden for vakuumsug fra 1 kg til 22 tons. Demo-kranerne er placeret hos Stiholt Hydraulic på Fabriksvej 11 i Nr. Aaby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062