23948sdkhjf

Stor interesse for ny slags serviceaftale

Mindre bøvl og færre nedbrud. Større driftssikkerhed og mere forudsigelighed. Dette er tankerne bag HMF’s nye servicepakker til lastbilkraner, der giver op til fire års garanti til danske vognmænd og kranoperatører.

I oktober 2020 indrykkede HMF Group A/S en annonce for at teste, om der var interesse for virksomhedens nye servicepakker til lastbilkraner.

- Det må der siges at være, for siden er 30 procent af alle nye HMF kraner blevet købt med en serviceaftale, fortæller Steen Lervad, VP Service, HMF.

Tre eller fire års garanti

HMF’s nye servicekoncept består af to typer serviceaftaler. “HMF Care” giver tre års total garanti, hvor vognmanden får afregnet serviceomkostningerne ”billigst efter regning” for tid og materialer. Der er altså tale om en serviceaftale med variable omkostninger. En “HMF Committed”-serviceaftale giver fire års total garanti. Her afregner vognmanden via en såkaldt “flat-rate"-aftale med et fast beløb hver måned.

- Som kranoperatør får du en kran med en højere driftssikkerhed, fordi HMF’s serviceværksteder foretager forebyggende vedligeholdelse. Du reducerer risikoen for nedbrud, samtidig med at du opnår højere oppetid og større køreglæde. Som vognmand får du en større tryghed og bedre garanti. HMF overtager ansvaret for at indkalde din kran til lovpligtig service, så du selv slipper for bøvlet. Vi sørger for, at du overholder forpligtelserne i aftalen og opnår en større driftssikkerhed, siger Steen Lervad.

Forudsigelige udgifter

Begge serviceaftaler forudsætter, at man som vognmand får serviceret sin kran på et certificeret HMF serviceværksted med de intervaller, der gælder for produktet. Som indehaver af en serviceaftale vil man få adgang til en rapport over, hvor meget og hvordan kranen bruges. Ud fra disse data kan vognmanden se, om kranen benyttes i det omfang, det er nødvendigt for at være rentabel.

- De nye serviceaftaler er således en fordel, hvis du gerne vil have forudsigelige udgifter og være på forkant via forebyggende vedligeholdelse," siger Steen Lervad.

Han henviser til, at leasing- og serviceaftaler er en trend i tiden. Vognmænd har i mange år kunnet lease kraner og kan nu også tænke service ind som en del af konceptet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062