23948sdkhjf

Tålmodigheden er brugt op: Hvor bliver vejene af?

De tripper mere end utålmodigt hos Venstre for at få bygget nye veje og få udvidet eksisterende. Problemet er nemlig, at bilkøerne herhjemme vokser, at danskerne hver dag spilder 360.000 timer i bikøer, og at det koster samfundet 26 milliarder kroner. Det viser en rapport fra Vejdirektoratet.

Derfor havde Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, tirsdag indkaldt transportminister Benny Engelbrecht (s) til et samråd. For Venstre vil vide, om regeringen er parat til at investere massivt i nye veje – og hvornår der dog sker noget?

»Regeringen har brug for hjælp til, at vi kommer ud over stepperne,« sagde Kristian Pihl Lorentzen.

På samrådet gentog Benny Engelbrecht, hvad han har sagt flere gange, at det er regeringens ambition at indgå en bred og langsigtet aftale på området – og gerne en, der strækker sig over en ti års periode. Men også, at der skal tænkes grønt.

»Men vi skal naturligvis også udbygge vores vejnet. Der er behov for at bygge nye veje og udbygge dele af de eksisterende. Og at udnytte de eksisterende bedre ved hjælp af nye teknologoier,« sagde Benny Engelbrecht.

»Vi starter med at lave en klimahandlingsplan for transportsektoren. Derefter en bred politisk og grøn mobilitetsplan. Og det ser jeg frem til at drøfte bredt i Folketinget,« sagde Benny Engelbrecht.

Kristian Pihl Lorentzen kvitterede med at sige, at han er glad for at transportministeren anerkender problemet, men også at man for et meget mindre beløb end de milliarder, det koster samfundet, at vi holder i kø, kan få ”meget mere fremdrift”.

»I forståelsespapiret (mellem regeringen og dets støttepartier, red.) står der intet om nye veje, og det gør os bekymret,« sagde Kristian Pihl Lorentzen.

Herpå nævnte han en række trafikale flaskehalse rundt om i hele landet.

Han spurgte også retorisk ministeren, om det dog slet ikke gør indtyk på ministeren, at brancheorganisationer som DI Transport, ITD, DTL, 3F og Dansk Metal trygler om, at der bliver investeret i mere vej.

»Intet er på forhånd udelukket – på nær omfartsvejen ved Mariager,« sagde Benny Engelbrecht, som tilføjede, at det er vigtigt at huske på, at problematikken om vejene selvfølgelig ikke kun handler om personbiler, men også lastbiler og varevogne.

Konservatives transportordfører, Niels Flemming Hansen, ville vide, om ikke intelligente færdselstavler kan indgå i en investeringsplan, og det bekræftede ministeren, at de kan. Niels Flemming Hansen spurgte også, om transportministeren ikke ser modulvogntogene som et værktøj til at nedbringe trafikmængden, hvilket ministeren ikke svarede på.

Venstres Stén Knuth var mere direkte og ville vide helt konkret, hvornår en vejinvesteringsplan vil være færdig? Men det svar kom han og ingen andre meget nærmere, end hvad ministeren allerede havde sagt.

»Den grønne transportaftale skal på plads, og så på et tidspunkt efter det skal vi i gang med infrastruktur,« sagde Benny Engelbrecht.

Inden da havde Kristian Pihl Lorentzen påpeget, at transportområdet selvfølgelig er i konkurrence med ”andre gode ting” om pengene fra statskassen.

»Og derfor skal vi hjælpe hinanden med at få det her højt op på dagsordenen. For nu er det tid til at investere massivt i infrastruktur,« sagde Kristian Pihl Lorentzen, der rundede samrådet af med at gentage sit budskab om, at Venstre er meget utålmodige efter at få sat gang i et forhandlingsforløb.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062