23948sdkhjf

Tak for de to lys i lagkagen!

Den 28. november er en særlig dag for mig. I dag er det nemlig præcis to år siden, jeg satte mig i ministerstolen i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet for allerførste gang. To år lyder ikke af meget, men man kan faktisk nå meget på den tid! De seneste års mange politiske beslutninger og forlig viser, at der generelt er et godt og konstruktivt samarbejde på transport-, bygnings- og boligområdet i Folketinget ud fra et bredt ønske om at forbedre forholdene for trafikanter og beboere i Danmark.

I dagens anledning vil jeg gerne fremhæve nogle af de mange vigtige skridt, jeg har taget sammen med regeringen og ordførerne de seneste to år for at gøre den danske infrastruktur endnu bedre og stærkere.



Bedre vejtrafik i hele landet


Det danske vejnet er en afgørende faktor for vores infrastruktur. Det er derfor, regeringen arbejder for at forbedre trafikanternes forhold på de veje, som vi næsten alle sammen benytter hver eneste dag. 90 procent af al persontransport foregår i dag på vejene, og derfor vil regeringen også prioritere vejinfrastrukturprojekter, når vi igen får et økonomisk råderum til nye investeringer i 2021. Vi har dog allerede gjort det muligt at køre lidt hurtigere på udvalgte strækninger flere steder i landet, hvor en fartopgradering får trafikken til at glide lettere, uden at vi går på kompromis med sikkerheden. Det skete med den aftale, regeringen indgik sammen med Dansk Folkeparti først på året om bedre fremkommelighed og trafiksikkerhed. Vi er i gang med at udvide motorvejsnettet mellem Aarhus-Skanderborg og på Vestfyn – og så har jeg haft fornøjelsen af at åbne en ny motorvej i Holstebro.

Vores fokus på forbedret vejinfrastruktur er en af årsagerne til, at regeringen i de forgangne år og i fremtiden vil arbejde for at gøre vejtrafikken mere miljøvenlig. Derfor præsenterede vi for nylig et klima- og luftudspil, og bilisterne kan allerede nu opleve resultaterne med den klimavenlige asfalt, vi som et forsøg lægger på udvalgte strækninger i landet. Den reducerer ikke alene CO2-udslippet, men også brændstofudgiften og støjen.

En ting er den asfalt, der binder by og land sammen. Tunneller og broer er også vigtige anlæg for vores infrastruktur, og derfor glæder det mig, at vi med sidste års finanslov besluttede at gøre det 25 procent billigere at køre over Storebælt, og at vi på forslaget til næste års finanslov har afsat midler til en forundersøgelse af en fast, brugerbetalt forbindelse over Kattegat. Det er dog ikke kun mellem de danske øer, vi ønsker at bygge. Vi undersøger i øjeblikket en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, ligesom vi undersøger muligheden for en østlig havnetunnel i København.



Teknologien forbedrer vores hverdag


Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan gøre den allestedsnærværende teknologiske udvikling til en styrke på transportområdet. Det var årsagen til, at jeg sidste år nedsatte en ekspertgruppe, der skulle komme med deres anbefalinger til, hvordan vi aktivt og med fordel kan udnytte teknologien i trafikken. Jeg har noteret mig deres anbefalinger og lytter, når eksperterne siger, at bilen bliver et endnu mere attraktivt transportmiddel i fremtiden; og at vi gør klogt i at undersøge mulighederne for at gøre bilen førerløs.

Vi skal i det hele taget være åbne for, at de transportmidler, vi kender i dag, ikke nødvendigvis er løsningen i fremtiden – eller at de måske skal justeres, så de passer bedre til det samfund, den tid og de behov, vi har i dag og får fremover. Det udmønter sig blandt andet i mit ønske om at give plads til flere elbiler på vejene, at indføreautomatiske S-tog og muligheden for at tilføje elektriske løbehjul, cykler, skateboards og andre små motoriserede køretøjer til den efterhånden mangfoldige palet af transportmidler, danskerne kan vælge imellem. Fællesnævneren er, at de effektiviserer og forbedrer trafikanternes tid og oplevelser i trafikken – samtidig med at de skåner miljøet. Desuden har jeg for nylig foreslået, at vi indfører en forsøgsordning med selvkørende enheder, der gør det muligt at få bragt mad, medicin og andre varer ud med robotter.

Med venlig hilsen
Ole Birk Olesen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063