23948sdkhjf

Klimavenlig køl sparer 1.500 tons CO2

Pionér i detailbranchen åbner anlæg i Vejle.

Rema 1000 erstatter, som den første dagligvarekæde i Danmark, dieseldrevne kølesystemer på kædens lastbiler med ny miljøvenlig teknologi. Det sparer 1.500 tons CO2 om året, og det nye anlæg fordobler nu kølekapaciteten.

En 10 meter høj tank til CO2 under tryk er således netop rejst ved Rema 1000’s lager i Vejle. CO2 under højt tryk erstatter dieseldrevne kølegeneratorer på virksomhedens lastbiler og forbedrer discountkædens klimaregnskab med 1.500 tons CO2 årligt. Den høje CO2-tank supplerer den eksisterende tank ved Rema 1000’s lager i Horsens.

Køling af madvarer under transport er hidtil foretaget - næsten udelukkende - med dieseldrevne køleanlæg.

Sparer 570.000 liter diesel

Men nu har REMA 1000, som den første dagligvarekæde herhjemme, installeret nye alternative køleanlæg på kædens 109 køletrailere. I stedet for en dieselmotor drives de nye klimavenlige køleanlæg ved hjælp af CO2 under højt tryk. Det sparer 570.000 liter diesel om året og dermed 1.500 tons CO2.

- Det er fantastisk at se, at vi med en enkel ny teknologi kan spare så meget diesel på at køle madvarerne ned. Ud over at være miljøvenligt køler det nye system tre gange mere effektivt end den gamle dieseldrevne køling. Derfor er det helt klart en løsning, vi vil forsætte med, siger transportchef Preben Lyng fra Reitan Distribution, der er Rema 1000’s distributionsselskab.

Når CO2 sendes gennem anlægget, udløser det en meget stor nedkøling, som også kendes fra produktion af tøris. CO2’en i kølesystemet er genbrug af CO2, der er opsamlet fra produktion af kunstgødning. Det gør hele løsningen næsten 100 procent klimaneutral. Alt der kræves er energi til filtrering og til at sætte gasarten under tryk.

Den samlede CO2-besparelse hos Rema 1000 svarer til den mængde CO2, som udledes fra en moderne familiebil, der kører 14 millioner kilometer eller 7.000 ture fra København til Rom.

Store butiks-fordele

De traditionelle anlæg med en dieselmotor er også kendt for at kunne støje ret kraftigt. Her har de nye anlæg den fordel, at de stort set ikke høres. Det glæder blandt andet købmand Thomas Berthelsen fra Rema 1000 i Marienlund, Odense:

- Først og fremmest er det jo virkelig godt, at vi alene her ved butikken er med til at spare cirka fire tons CO2 hvert år ved at få leveret vores frugt, grønt og andre kølevarer på de nye trailere. Samtidig er det også rart, at naboerne ikke skal generes af de støjende dieselgeneratorer, som andre køletrailere kører rundt med, siger Thomas Berthelsen.

- Når vi siger, at vi leverer discount med holdning, så gælder det også vores holdning til miljøet. Vi åbner jo hele tiden nye butikker, og så må vi også sikre, at vi fortsat kan køle alle varerne ned under transporten på en tæt på 100 procent klimavenlig måde, siger transportchef Preben Lyng.

Om CO2-køling

Rema 1000’s køletrailere nedkøles ved hjælp af CO2 under tryk, såkaldt cryoteknologi fra virksomheden Thermo King.

CO2 under tryk giver en voldsomt kølende effekt, når den passerer gennem et køleanlæg – samme teknik bruges til at producere tøris.

Modsat traditionelle køleanlæg kører anlægget uden en dieselmotor. Det sparer årligt 570.000 liter diesel.

Da kølingen samtidig baseres på genbrug af CO2 fra gødningsproduktion, reduceres CO2-udledningen med 97 procent. Eneste energiforbrug er til filtrering og til at sætte gasarten under tryk.

Cryoanlægget kan nedkøle varerne cirka tre gange hurtigere end traditionelle dieselanlæg.

Modsat gamle dieseldrevne anlæg svarer lydniveauet ved cryoanlægget til en moderne opvaskemaskine.

CO2 transporteret på trailerne til køling er helt ufarligt for chauffører og andre - og kræver ingen særlige sikkerhedsforanstaltninger.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188