23948sdkhjf

Total mangel på ladestationer til elektriske lastbiler i EU

Forud for forhandlingerne om lastbilers CO2-krav mellem Europa Parlamentet, de 28 medlemslande og Europa-Kommissionen melder den europæiske sammenslutning af bilproducenter ACEA ud, at der er alvorlig mangel på ladestationer til elektriske tunge køretøjer og tankstationer til hydrogen drevne lastbiler.

Rundt regnet 26.000 ladestationer vil mangle i 2025/2030. Mindst 6000 til de elektriske lastbiler over 500 kW og 20.000 til de ”almindelige” ladestationer.

Det skriver ACEA i en pressemeddelelse.

For at nå de ambitiøse CO2-krav der er foreslået af EU, kræver det en hurtig og massiv indkøring af elektriske lastbiler på det europæiske marked. Mens målet er at nå til en aftale om de nye CO2-krav inden for de næste par uger i EU, er den nødvendige infrastruktur total mangelfuld, påpeger ACEA.

»Det chokerende faktum er, at der ikke er en eneste offentlig ladestation for langturslastbiler, som det er i dag,« slår Erik Jonnaert, generalsekretær i ACEA, fast.

Alarmerende situation

Der bliver i disse år anlagt ladepladser til elektriske personbiler overalt langs motorveje, men tunge køretøjer kan ikke benytte disse. Elektriske lastbiler har brug for helt andre og kraftigere strømtilslutninger.

Også hydrogen-tankstationer mangler i høj grad. Omkring 1000 vil være nødvendige i 2025/2030, og som det er lige nu, er der mindre end 10 hydrogenstationer i hele EU – ingen af disse er tilpasset langturslastbilers behov.  

»Politikerne skal være opmærksomme på denne alarmerende situation, når de tager beslutninger om fremtidige CO2-krav for lastbiler, da de (kravene red.) er afhængige af en massiv fremgang i salg af de alternativt drevne lastbiler,« siger Erik Jonnaert og fortsætter:

»Målene bør fastsættes i overensstemmelse hermed – og skal samtidig ledsages af en handlingsplan for infrastrukturen på det her område i hele EU. Det kan ikke forventes, at kunderne skal investere i alternativt drevne lastbiler, hvis de ikke har muligheden for at genoplade eller tanke.«

Aggressive krav

ACEA har for nyligt været ude med et hævet øjenbryn omkring de foreslåede krav til lastbilers CO2 udledning og kritiseret EU for at være for aggressive i deres forslag til de procentvise reduktioner, som der lægges op til, skal træde i kraft inden for få år.

Et snævert flertal af Europa-Parlamentets medlemmer stemte således for ideen om, at der skal ske en 20% reduktion af CO2-udledningen fra nye lastbiler allerede i 2025 – og mindst 35% i 2030.

I en konkluderende rapport fra januar fra ACEA’s hånd lægger de ikke skjul på, at de krav EU foreslår mildest talt kan være en udfordring at nå.

»Med andre ord kan de foreslåede CO2-krav for lastbiler ikke nås så længe, den nødvendige infrastruktur for nul- og lavudlednings tunge køretøjer mangler!«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078