Tilbage i november inviterede lastbilchauffør Klaus Andersen den konservative transportordfører, Niels Flemming Hansen, med ud at køre en tur på virkelighedens landevej.
Den erfarne chauffør, der til dagligt kører for Danske Fragtmænd, var blevet godt og grundigt træt af politikersnak og uvidenhed i forbindelse med de forhøjede sanktioner for tekniske fejl og mangler. Derfor valgte han at sende en åben invitation til Niels Flemming Hansen via et debatindlæg på lastbilmagasinet.dk. Det kom der en aftale ud af, så i eftermiddag stiger Niels Flemming Hansen ind i Klaus Andersens Scania hos Danske Fragtmænd ved DTC i Vejle, og så skal der både køres og snakkes og gives et indblik i den verden, som chaufføren mener, politikerne ikke kender godt nok.