23948sdkhjf

Elektriske aksler klar til produktion

SAF-Holland fortsætter med at samle erfaringer med sin elektriske teknologi og optimere den: I alt 50 køretøjer blev udstyret med den elektriske bremseaksel SAF TRAKr i 2021, og yderligere 50 enheder rulles ud på testflåder i år.

Et af de transportfirmaer, der har valgt at afprøve den elektriske aksel fra SAF-Holland, er det store schweiziske firma Galliker, som råder over 1.100 trækkere og omtrent det samme antal trailere. I slutningen af 2021 indsatte virksomheden en køletrailer med SAF TRAKr-aksler.

- Vi har i forvejen en række elektriske trækkere, så det virkede logisk også at elektrificere traileren,

forklarer Felix Felder, Head of Fleet Management hos Galliker.

Komfort for chaufføren

Kølevogntoget har allerede kørt mere end 20.000 kilometer med den elektriske aksel, indtil videre udelukkende på schweiziske veje.

- Vi er meget glade for det indtil videre. Dette er en ny teknologi, som vi undersøger meget nøje og ser på de økonomiske fordele såvel som bæredygtighed, tilføjer flådechefen.

SAF TRAKr bruger regenerativ bremsning til at generere yderligere elektrisk energi for at sænke emissionerne og brændstofforbruget for hele kombinationen. Den genvundne energi kan bruges til at drive køleanlægget på Galliker-sættevognen fuldt ud på elektricitet.

Det har chaufførerne også gavn af, da støjgenereringen reduceres markant, hvis kølemaskinerne køres på el alene.

- Du hører stort set ingenting - det betyder væsentligt mere komfort for chaufføren, især på lange ture eller om natten, siger Felix Felder.

Nem vedligeholdelse

Den elektriske aksel fra SAF-Holland er designet til akseltryk fra 9 til 10 ton og fås med forskellige skivebremser til 19,5” og 22,5” hjul. Akslen bruger et højspændingsgeneratormodul til elektrisk regenerativ bremsning med en maksimal effekt på 26 kW.

Vedligeholdelsesarbejdet på akslen er enkelt og omkostningseffektivt: Drivaggregatet skal ikke fjernes for at afmontere hjulenderne og hjulene. Reservedelsforsyningen er også ukompliceret, da sliddele som bremseklodser eller bremserotorer er identiske med komponenterne til de øvrige SAF-Holland-aksler.

Den tyske producent af køretøjskomponenter blev i slutningen af sidste år i øvrigt hædret med European Transport Award for Sustainability 2022 for sin elektriske aksel-løsning i kategorien ”Components and Aggregates”. De elektriske aksler er lanceret i serierne SAF TRAKr og SAF TRAKe. Ud over Europa kører der også testkøretøjer i Australien.

SAF-Holland forventer at kunne opstarte serieproduktion af de elektriske aksler i løbet af sommeren 2022 – og hos schweiziske Galliker har man allerede bestilt ni ekstra køletrailere med den elektriske SAF-aksel.

Artiklen er en del af temaet Trailere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114