23948sdkhjf

Fleksible specialister i Haderslev

Platz har været på banen i trailerbranchen i en menneskealder, og trods frasalg og nye tider er der stadig masser af aktivitet under Platz-navnet

Navnet Platz har i årtier været en fasttømret del af den danske transportbranche – og ikke mindst på trailerområdet, hvor salg og opbygning af trailere, kærrer og påhængsvogne til de lidt mere særlige behov har været det store speciale. Trods nyligt ejerskifte og omstrukturering på domicilet i Haderslev er der stadig travlhed på kontoret hos Jens Erik Platz.

I 2018 solgte brødrene Platz – Jens Erik og Jørgen – karosserifabrikken til Sawo-koncernen, mens selve handelsvirksomheden fortsatte i Platz-familiens ejerskab. Og mens Jørgen og Jens Eriks hustru, Marianne, nu arbejder i et tilstødende lokale som ansatte i Sawo, så driver énmandshæren Jens Erik fortsat handelsselskabet videre – nu under navnet BP Trailer.

»Når vi solgte karosserifabrikken, var det for at sikre fremtiden for de 20 mand, der er ansat der. Vi er ikke på vej på pension lige nu, men når vi om føje år ikke selv driver virksomheden, så synes vi, det var tid til at starte et generationsskifte. Og det har været den rigtige beslutning,« siger Jens Erik Platz selv under en rundtur i opbygningsafdelingen, hvor han nu selv er en af kunderne, når han skal have gjort et produkt klar til levering.

Stille periode

Leveringer er der ellers ikke helt så mange af for øjeblikket, som man kunne ønske sig. Jens Erik Platz kan berette om en afmatning i branchen i det seneste halve års tid.

»Trailerbranchen og rejsebranchen er altid de første, der bliver ramt, når der sker noget ude i verden. Vognmændene mærker det med det samme, når der er to pakker mindre på ladet, og så bliver der ikke købt nyt,« konstaterer Jens Erik Platz, der også kan aflæse tilbagegangen helt konkret i form af kraftigt reduceret leveringstid på nye trailere fra de fabrikker, han samarbejder med i udlandet.

»Jeg hører det samme fra de store spillere i branchen, lastbilimportørerne og forhandlerne, så det er ikke bare her i min butik. Det er ikke katastrofalt, og det er slet ikke som i 2008, da finanskrisen ramte. Der er tale om en markant nedgang, men jeg tror da på, at det retter sig op igen.«

Hvad årsagen så er til usikkerheden på markedet, kan man kun gisne om. Recession i Tyskland, Brexit, en vis amerikansk præsident – eller noget helt fjerde.

»Jeg tror på, at det kommer rigtig meget udefra. Det påvirker os, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Det er store ting, der er i spil, og det har effekt hele vejen rundt,« konstaterer Jens Erik Platz.

Sent ude af krisen

Bortset fra den seneste afmatning har der ellers blæst positive vinde gennem Platz-koncernen i de seneste år.

»Det har været en forbistret god periode for os siden 2016. Først dér var vi nemlig ude af finanskrisen.«

 

Det lyder lidt sent…?

»Ja, det kan du sige, men mens lastbiler får nye Euro-normer, og du er nødt til at købe en ny lastbil engang imellem, så sker der ikke så meget på trailersiden. Så hvis vognmænd har mindre at lave, stiller de bare traileren hen i hjørnet af garagen og tager den frem igen, når det går bedre. Så smører de bremserne og sender den på gaden igen,« forklarer Jens Erik Platz.

»Jeg kan se, at de produkter, vi får i bytte, er dobbelt så gamle, som de normalt ville være. Det er fordi, de har stået stille i fire år fra ’08 til ’12 under finanskrisen, og så har man hevet dem frem og er begyndt at bruge dem igen. Men de fire år, de har holdt stille, er de jo ikke blevet slidt. Og det er derfor jeg siger, at finanskrisen for os tog otte år. Den sluttede ikke før sommeren 2016, men der vendte det også virkelig markant.«

Bredere palette

Truck-trailere har gennem årene været en stadig stigende andel af forretningen hos BP Trailer.

»Det er også der, hvor vi kan sige, at der er belæg for at købe en trailer af lidt bedre kvalitet,

fordi de kører typisk for landbruget og kommer nogle steder, hvor der ikke er asfaltveje. Så det fylder meget,« siger Jens Erik Platz.

De sidste par år er der bl.a. også kommet godt gang i salget af opbygninger til tømmerkørsel. BP Trailer samarbejder med flere fabrikker, ikke mindst Doll, som Platz har haft agentur på i en længere årrække. Fælles for Platz’ produkter er, at de er alt andet end standard. Der bliver gjort noget ved alle køretøjerne i Danmark, når de kommer hjem fra fabrikken.

»Jeg har nogle leverandører, især inden for truck-trailere, hvor jeg har fået opbygget mig en BP Trailer-standard på fabrikken, hvor 90% af traileren er det samme, uanset hvem kunden er. Og så kan der være lidt forskellige ønsker til akselmærke, styrende aksler og andre detaljer,« forklarer Jens Erik Platz.

Uventet hæder

Fleksibiliteten og nytænkningen hos BP Trailer gav tidligere på året uventet opmærksomhed til énmandsfirmaet fra Haderslev, da Jens Erik Platz i marts 2019 udstillede på transportmessen med en 3-akslet påhængsvogn, som blev hædret med prisen som Årets Opbygning.

»Det var en god oplevelse. Jeg var ikke klar over, at det ville skabe så meget interesse, men det skal jeg lige love for, at det gør det. Det er fedt,« siger Jens Erik Platz.

Vinder-opbygningen er bl.a. speciel ved, at det er lykkedes at få lovliggjort køretøjet med styrbare bageste aksler.

»Der er stor interesse for den, og systemet kører supergodt. Vi har produceret et par stykker siden, og jeg har tilbud ude. Men ting tager lidt længere tid for øjeblikket, og imens høster jeg erfaringer fra de tre påhængsvogne, der allerede er ude og køre.«

Respekt for det brugte

Hvis man skal holde sig oven vande i transportbranchen i så mange årtier, så kræver det fokus på de klassiske dyder som handelsmand – og det handler ikke mindst om ikke kun at sælge nyt, men også at holde snor i brugtlageret.

»Som gammel bilhandler ved jeg godt, at pengene er bundet i alt det, som står ude langs med vejen. Det har jeg sindssygt dyb respekt for,« siger Jens Erik Platz og viser vej til den bageste p-plads på matriklen – også kaldet ”Mindelunden”, hvor køretøjer med op til 10-15 års ”erfaring” står og venter på nye ejere.

BP Trailer får især mange truck-trailere retur, og de fleste er fra før, reglerne om medbringertruck blev lavet om – så de er 1,2 meter kortere end en truck-trailer typisk vil være i dag.

»Med det antal og den kvalitet af trailere, jeg sælger, kan de godt få en ejer efter den første ejer. Jeg har som regel ingen problemer med at sælge det brugte. Der er rigtig mange, som ikke vil putte 450.000 i en ny, men gerne vil putte 100 eller 50 i en brugt,« fortæller Jens Erik Platz.

Brugtmarkedet er for BP Trailers vedkommende udelukkende Danmark.

»Markedet er derhenne, at hvis du har en brugt trailer til 20.000 stående, så er salget af den nye trailer ikke spændende, før du også kommer af med den brugte til 20.000. Der er jo ikke avancer på sådan noget her, som gør, at du kan tillade dig at sige, at den gamle skrotter vi bare. Det skal ud og rulle igen.«

Succes med udlejning

Og for at få materiellet på vejen har Jens Erik Platz begyndt at tilbyde korttidsleje af de brugte køretøjer.

»Det kan jeg gøre, fordi vores produkter er lidt specielle, og vores kunder har specielle behov. Det er win-win for mig kunden. Jeg får noget ud og køre, og det har meget bedre af at køre end at stå nede på sin plads.«

»Det er også en god mulighed for en kunde, der er ved at prøve et nyt forretningsområde af. Og hvis det fungerer godt, kan kunden købe traileren ud ved at betale restværdien og få trukket lejen fra,« siger han.

»For nylig har vi fået solgt et par stykker af de ældre trailere på den måde, og det er faktisk lige så dejligt at få solgt sådan en gammel hund, som at få solgt en ny.«

Artiklen er en del af temaet Trailere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14