Trailere

9. december 2020 - 01:44

App linkNu på Google Play

Milepæl der peger fremad

9. december 2020 - 01:44

Rasmus Haargaard

Runde tal giver ofte anledning til refleksion og til at kigge såvel tilbage som fremad. Det gælder også i trailerverdenen, hvor vognmand Peter Bøgh Jensen fra Ribe for nylig fik leveret to nye specialopbyggede gardintrailere.

 

Trailerne blev dog hverken leveret i forbindelse med et jubilæum eller en fødselsdag. Den runde milepæl skulle i stedet findes ved at granske det indgraverede stelnummer på det første af de to nye trailerchassiser. Stelnummeret sluttede nemlig på ”5000” og markerede dermed et skarpt hjørne for MTDK A/S i Randers, som har været på banen siden opstarten i 2005 med opbygning og salg af trailere og påhængsvogne til det tunge danske trailermarked.

 

Traileren, som markerede milepælen, er en fint opbygget 3-akslet gardintrailer med bl.a. truckbeslag og Tridec-tvangsstyring – ikke blot på den sidste aksel, men på både anden og tredje aksel.

 

»Vi har i mange år kendt Tridec-styring, typisk på den bageste aksel på en citytrailer, men det er forholdsvis nyt, at vi laver styring på de to bageste aksler,« fortæller Ian Tambo, salgskonsulent hos MTDK A/S.

Købt og videreudviklet

Løsningen med dobbelt Tridec-styring giver selvsagt noget mere manøvredygtighed, men det er ikke en hyldevare.

 

»Der er mange vognmænd, der har behov for noget bedre fremkommelighed, og at man let kan komme rundt uden at køre kundernes indkørsler op. Samtidig bliver aksel-udviklerne mere og mere opfindsomme og kan tilbyde nogle nye og bedre løsninger. Vi indkøber systemet, og vores ingeniører designer det ind i opbygningen. Der ligger ikke en færdig plug-and-play-løsning på sådan noget her,« forklarer Ian Tambo.

 

Indtil nu har salget af denne trailertype været beskedent, men den er også nyligt udviklet, og hos MTDK forventer man, at modellen med styring på de to bageste aksler vil vinde mere frem i ordrebøgerne i de kommende år.

 

»Den her model fylder pt. ikke ret meget. Men den har fyldt en del rent udviklingsmæssigt, hvor vi har brugt krudt på den, fordi vi ser et større potentiale i den fremadrettet.«

At finde sin hylde

Gardintraileren er et godt eksempel på den nytænkning og specielle løsninger, som den kronjyske trailerforhandler gerne vil stå for. Samtidig har man i de seneste par år arbejdet på at strømline produktprogrammet, så det bygger på færre grund-elementer, som husets ingeniører så kan bygge ovenpå. Og den balance er i det hele taget kendetegnende for det, man skal være god til som en mellemstor opbygger med ambitioner om at vokse i volumen og samtidig holde fast i rødderne, der handler om udvikling og kundetilpasning.

 

»Siden etableringen har det jo handlet om at finde et sted i markedet, hvor man kunne være og finde sin sin hylde mellem store og små leverandører i en branche, der indimellem kan være lidt konservativ,« siger Ian Tambo, som selv netop har fejret 1-års jubilæum hos MTDK, men som har kendt både firmaet og grundlæggeren Morten Tang i mange år.

»Kunderne vil på den ene side gerne have en færdig løsning, som man fx kan få hos de store fabrikker. Vores udfordring er hele tiden, at vi med samme lethed skal kunne lave en lidt speciel trailer, som de andre kan lave en standardtrailer. Ikke dermed sagt, at vi er for fine til at lave noget, der er standard, men vores standard ligger et andet sted, end hvor de store fabrikkers ligger,« siger Ian Tambo.

 

»Og hvis man undervejs kommer på noget, der er bedre, så er man ikke bange for at pille ved det og optimere produktet, også selvom det koster lidt penge og ærgrelse og spildt tid. Drivværket er hele tiden at få det bedst mulige køretøj på gaden.«

Lærepenge undervejs

Når man har sendt 5.000 stelnumre på vejen, har der naturligt nok også været både op- og nedture undervejs.

 

»Indimellem er der da betalt nogle lærepenge ved at have udviklet på noget, som man mente havde potentiale, men som måske ikke blev til noget pga. ny lovgivning eller nye trends. Det er ikke kun én stor succeshistorie, for der har da også været projekter, som man i bagklogskabens lys ikke skulle have kastet sig over. Men det er jo også et udtryk for, at man hele tiden forsøger at skubbe bussen fremad i stedet for bare at beskytte det, man allerede har,« siger Ian Tambo.

Den bosniske forbindelse

Et af værktøjerne til at strømline MTDK’s produktion og geare virksomheden til mere stordrift i fremtiden er investeringen i en trailerfabrik i Bosnien, som fremover skal levere komplette opbygninger fra MTDK’s forskellige modelserier, som også er blevet skåret til i antal.

 

Vi vil gerne bruge det samme stabile chassis til fx en stålkasse, en alukasse og en asfaltkasse. Og med hensyn til fabrikken i Bosnien, så arbejder vi hen imod, at det skal blive en mere komplet leverandør til os. Jo mere de kan lave færdigt, jo bedre,« forklarer Ian Tambo.

 

Indkøringsfasen har dog været noget ramt her i opstarten, eftersom corona-pandemien i en periode lukkede Europas grænser og stadig gør det besværligt at rejse på tværs af de europæiske lande.

»Det har gjort det lidt vanskeligt i en periode, og corona har selvfølgelig også ramt os generelt på ordresiden, hvor vi mærkede markant tilbagegang i maj, juni og juli. Men hen over sommeren og i starten af efteråret er det begyndt at vende og gå den rigtige vej igen,« fortæller Ian Tambo.

 

Som nævnt i indledning kan milepæle både give anledning til at kigge tilbage – men også fremad. Så spørgsmålet er, om MTDK har nye planer i skuffen til at komme op på det næste trin i stigen i trailerbranchen?

 

»Det korte svar er ja. Nærmere kan jeg nok ikke komme det, men der er hele tiden noget nyt i støbeskeen.«

Læst i alt:

1388 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til forsiden

Giv os din kommentar på ovenstående artikel:

Denne artikel er låst. Ønsker du adgang til låste artikler klik her for at købe et abonnement

 

 

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1. sal
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Afstemning

{%binding poll.title%}

{%Binding option.title%} - {%if option.number_of_votes%}{%binding (option.number_of_votes * 100.0 / totalVotes).ToInt%}%{%else%}0%{%endif%}

{%binding totalVotes%} stemmer i alt

Tidligere afstemninger