23948sdkhjf

Fejrer jubilæum og fødselsdag med ny kanon

Han bliver kaldt kanonkongen fra Skovby, og indehaveren af NB Beton i Skovby ved Galten, Niels Bräuner, råder da også over en flåde på hele 25 betonkanoner. Da han i weekenden afholdt reception for at markere sit 45-års jubilæum som selvstændig og sin 70-års fødselsdag for nylig, kunne han tilføje endnu en stor kanon til flåden, nemlig en 17 m3 opbygget på et 4-akslet trailerchassis.

Det er salgskonsulent Jens Peter Carlsen fra Ejner Hessel A/S i Brande, der står bag leveringen af den nye 4-akslede betonkanon, der bliver den seneste tilføjelse til en støt voksende vognpark hos NB Beton. Virksomheden råder over betonværker i Skovby ved Galten mellem Aarhus og Silkeborg, i Ørum mellem Viborg og Randers samt i Ejby på Fyn. Det giver omfattende transportarbejde af færdigblandet beton over det meste af Jylland samt hele Fyn, og det er Niels Bräuners filosofi at være selvkørende både med levering af færdigbetonen samt transport af råvarerne i form af sand, sten og cement til produktionen.

40 rullende enheder

Derfor råder NB Beton over godt 40 transportenheder fordelt på 25 betonkanoner i forskellig størrelse og med forskelligt udstyr, seks betonpumper med 28-60 meters rækkevidde samt yderligere ti trækkere og en stribe trailere af forskellig type til transport af råvarer til betonproduktionen.

Den nye betonkanon til NB Beton er bygget i samarbejde med Ejner Hessel på et skræddersyet trailerchassis fra LECI i Zaragoza i Spanien. Betonblanderen er produceret af Wazenmix ligeledes i Zaragoza og hele herligheden er specificeret helt efter NB Betons ønsker. Det betyder bl.a. separat dieselmotor på 175 hk, så den er uafhængig af kraftudtag på trækkeren. Ved kørsel bag en 3-akslet tandemtrækker kan den nye betonkanon laste ca. 15 m3 flydende beton ved en samlet vogntogsvægt på de maksimalt tilladte 56 tons.

Niels Bräuner har en filosofi om at være en helt uafhængig betonproducent, så han importerer selv cementen fra Tyskland. Det giver yderligere transportarbejde, som udføres med egne pulvertankvogne. Det betyder også, at NB Beton råder over eget værksted til vedligeholdelse og reparation af det rullende materiel.

Fakta om NB Betons nye 17 m3 betonkanon:

Chassis: 4-akslet LECI HG4ES trailerchassis med 4x9 tons SAF-aksler med tromlebremser. Akselløft på forreste aksel samt to medstyrende aksler bagest. 18-tons 2” kingpin for ca. 1.250 mm skammelhøjde, 2 stk. 24-tons Jost støtteben med vippefødder. Max. tilladt totalvægt 48.000 kg, nyttelast med betonkanon, motor mv. i køreklar stand ca. 35.500 kg (ca. 15 m3 flydende beton).

 

Betonblander: Wazenmix AMN-17/111 med 19,7 m3 geometrisk volumen og 17 m3 nominel volumen udført i 3 mm DOMEX 600-stål. Desuden yderligere 5 mm slidlag på rotérbladene for ekstra slidstyrke. Drives af 4-cyl. 4,5 liters IVECO FPT TX20 dieselmotor på 175 hk, der trækker en EATON 6423-348 hydraulikpumpe med tilkoblet EATON 6433-001 hydraulikmotor. 20-liters hydraulikolietank og uafhængig Oesso elektrisk oliekøler. Olietryksmanometer. Udløbstrakt med gummibelægning, 3 ekstra forlængerslidsker til aflæsning samt fjernbetjening af omdrejningsretning og -hastighed på blanderen.

Fakta om Ejner Hessel A/S’ traileraktiviteter:

Ejner Hessel A/S’ trailer-aktiviteter med salg og servicering af bl.a. Fruehauf-, LECI- og CMT-trailere er koncentreret på det store lastbilanlæg i Brande, hvor også salgskonsulent Jens Peter Carlsen holder til. Her er der fokus på kundetilpassede løsninger inden for bl.a. gardin- og citytrailere, tiptrailere og -kærrer til sand, grus og asfalt samt korn- og foderstoffer, overføringshængere mm. Det er også Jens Peter Carlsen, der har leveret den nye 4-akslede LECI/Wazenmix betonkanon til NB Beton.

Artiklen er en del af temaet Trailere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125