23948sdkhjf

Transportuddannelser samler kræfterne

Lørdag 5. september skulle porten være gået op til den traditionelle Transport Øst-weekend i Greve. Men den fysiske udgave af årets udstilling er desværre lagt i skuffen pga. corona-pandemien.

I stedet foregår Transport Øst i år som virtuel messe på en række af Danske Transport Mediers digitale platforme i perioden fra 5.-17. september.

Indtil da varmer vi her på lastbilmagasinet.dk op til den virtuelle Transport Øst med en række artikler med fokus på det, der rører sig hos nogle af de udstillere, som ellers stod klar til at udstille i Greve:

Hele 19 AMU centre og erhvervsskoler landet over har administrativt samlet kræfterne under navnet AMU Transport Danmark (ATD), og det er denne styrkede sammenslutning med årelang erfaring inden for transport- og logistikuddannelser, der havde set frem til for første gang at udstille på Transport Øst i Greve.

ATD blev formelt etableret i august 2019, og samarbejdet betyder blandt andet, at der tilbydes en ensartet kvalitet, og at transport- og logistikvirksomheder får mulighed for kun at lede ét sted, når der skal findes kurser og efteruddannelser til medarbejderne.

- Vi er 19 uddannelsesinstitutioner fordelt over hele Danmark, men som drives individuelt. Vi kan tilbyde alle typer transport- og lageruddannelser, vi har en stor bredde i uddannelserne og vi er meget lokalt repræsenteret. Det er vores styrker, siger Morten Bo Sørensen, formand for AMU Transport Danmark.

ATD tager sig af uddannelsesplanlægningen såvel som gennemførelsen, siger han.

- Dét, vi kan i fællesskab, er, at vi kan samle kræfterne, så de typer af kurser, der ellers sjældent ville blive gennemført, eksempelvis som følge af aflysning på grund af for få tilmeldte, kan blive afviklet et eller to steder i landet, siger Morten Bo Sørensen.

Formanden tilføjer, at det på den aflyste Transport Øst i Greve især ville have været uddannelsescentre og skoler øst for Storebælt, der skulle have budt de besøgende velkommen på ATD-standen.

- På Transport Øst ville vi have været repræsenteret af de fem skoler på Sjælland og Lolland-Falster, så de besøgende ville kunne se, hvad vi har at tilbyde på den her side af Storebælt. Men de enkelte uddannelser og kurser varierer som sådan ikke meget fra skole til skole, og de meget efterspurgte kurser bliver tilbudt på langt de fleste af skolerne, siger Morten Bo Sørensen og fortsætter:

- På årets messe ville vi især gerne have vist virksomhederne, hvilke muligheder de har for at sende deres medarbejdere på efteruddannelse. Især her i disse corona-tider er der gode muligheder for at bevare ens medarbejdere ved at sende dem på uddannelse stedet for at overveje afskedigelse. Vi ville også gerne have fortalt dem om den nye regel, der er i trådt i kraft i forbindelse med sundhedskrisen: At hvis man som ledig vælger at uddanne sig som eksempelvis chauffør kan få op til 110 procent af dagpengesatsen i uddannelsestiden, siger Morten Bo Sørensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064