Artiklen er opdateret 8. juni kl. 13.20. Færdselsstyrelsen havde i første omgang oplyst forkerte tal, som de i en mail til Lastbil Magasinet har gjort opmærksom på. De korrekte tal er oplyst i artiklen nedenfor.
Det er ikke noget nyt, at det er vanskeligt for de danske offentlige myndigheder at indkræve bøder og afgifter, der er givet til udenlandske borgere. Det gælder også for de p-afgifter, der bliver pålagt udenlandske lastbilchauffører, der parkerer i Danmark. Og det ser virkelig skidt ud, når det kommer til at få betaling for de 4.796 p-afgifter, der samlet set er langet ud til udenlandske lastbiler fra Færdselsstyrelsens hånd siden 1. januar 2019. Blot 959 af dem er betalt.
Det er Gældsstyrelsen, der står for at indkræve de ubetalte p-afgifter. De har til dags dato modtaget otte ubetalte p-afgifter fra Færdselsstyrelsen med henblik på inddrivelse.
I oktober lød det fra transportminister Benny Engelbrecht, at han ”ser med stor alvor på udfordringerne med at inddrive de ubetalte p-afgifter pålagt de udenlandske vognmænd og følger derfor udviklingen tæt”.