23948sdkhjf

Trods forsøg: Der er ikke opbakning til flere snebroer

- Borgerforslag har ikke været godt nok, erkender chauffør

Det går meget trægt med opbakningen til et borgerforslag med det formål at få flere offentlige sne- og isbroer på rastepladser og i alle industriområder.

Forslaget blev stillet af en gruppe chauffører med startdato 27. januar 2021 og slutdato 26. juli 2021.
Men i skrivende stund har kun 629 mennesker været inde på borgerforslag.dk og støtte op om det, og et borgerforslag kræver altså 50.000 støtter af borgere med stemmeret til et folketingsvalg, førend det kan blive fremsat som beslutningsforslag og blive behandlet og stemt om i Folketingssalen.

Chauffør Franck Bonvang Andersen er en af medstillerne af borgerforslaget. Den nordjyske lastbilchauffør arbejder for HKC Transport, og 95 procent af hans transporter er med løstrailere. Når vinterkulden bider, står han ofte i denne pinagtige situation med sne og is på trailernes tage, og han understreger, at der er alt, alt for langt mellem de offentlig tilgængelige snebroer.

Men det kommer ikke meget bag på Franck Bonvang Andersen, at der mangler den fornødne opbakning til borgerforslaget, efter han har efterrationaliseret lidt på tingene.

- Jeg tænker ærligt, at forslaget har været formuleret ad helvede til. Jeg har haft tanken efterfølgende, at går det igennem, så går det igennem, og går det ikke igennem, så laver jeg et nyt og går mere i dybden med, hvordan løsningsforslagene kan se ud. Der burde nemlig være mere omkring løsningsforslag og finansiering i forslaget, siger Franck Bonvang Andersen.

- Nu lader jeg det løbe ud i sandet og kommer igen efter sommerferien. Jeg har talt med chauffører og selvstændige vognmænd om at være medstillere på forslaget, og på den måde kan vi måske få nogen med på borgerforslaget, som er ”navne” inden for branchen. Forslaget ikke er ikke dødfødt, men jeg kan selv se, at det hele kunne være gjort bedre. Men jeg er heller ikke politiker, men ”bare” chauffør, siger Franck Bonvang Andersen.

Har påpeger, at det kun tager et par minutter at gå ind og støtte borgerforslaget.

- Problemet er, at der kan være 1.500, der støtter op i en tråd i chaufførgruppen på Facebook, og selv om man bliver fodret med links til forslaget, er det så alligevel kun 5-10 procent, som efterfølgende går ind og støtter det. Nogle gange er det åbenbart bare sjovere at råbe højt end at gøre noget, siger Franck Bonvang Andersen.

- Når forslaget er faldet væk den 26. juli, får jeg medstillerne i hus og får sat mig ned og skrevet noget, der kan bruges. Jeg tror ikke på, at det nuværende forslag får 50.000 støtter. Så skal der ske et mirakel, siger Franck Bonvang Andersen.

Borgerforslaget kan ses og støttes her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.051