23948sdkhjf

Tryg vil redde liv med mobil-blocker

Hvert år er bilisters uopmærksomhed årsag til alvorlige trafikulykker. Mange af ulykkerne sker, fordi chaufføren har øjnene på sin mobiltelefon i stedet for på vejen. Men det vil Tryg nu sætte en stopper for. Derfor introducerer selskabet i disse dage Tryg Mobil - en mobil-blocker, som forhindrer bilens fører i at benytte håndholdt mobil under kørslen. Tryg Mobil testes i første omgang i samarbejde med en række virksomheder.

En af de virksomheder, der deltager i pilotprojektet, er E. Trasborg A/S, der netop er begyndt at teste mobil-blockeren i cirka tyve af sine i alt halvtreds lastbiler.

»Tryg Mobil hjælper ikke bare vores chauffører med at overholde loven og undgå bøder og klip. Som vognmandsvirksomhed får vi også et redskab til at kunne følge med i, hvor gode chaufførerne er til at holde øjnene på vejen og hænderne på rattet. På den måde har vi mulighed for at påvirke og motivere dem til at køre mere sikkert. Det tilbud syntes vi ikke, vi kunne tillade os at sige nej til. I sidste ende har vi jo ansvaret for, at vores kørekøjer ikke er til fare for andre trafikanter,« siger Jens Trasborg, der er ansvarlig for vognparken i E. Trasborg A/S.

»Chaufførerne kan stadig benytte deres telefon håndfrit - blokeringen gælder kun det, der er ulovligt. Og så er det gratis for os at teste produktet samtidigt med, at vi bliver nogle erfaringer rigere. Det har vi svært ved at finde argumenter imod,« fortsætter Jens Trasborg og fortæller, at virksomhedens chauffører allerede er blevet bedre til at bruge de mange funktioner, der ligger i køretøjets rat fremfor mobilens skærm.

Brancheorganisation støtter op

Hos brancheorganisationen ITD glæder man sig til resultaterne fra pilotforsøget med Tryg Mobil, der ses som et spændende værktøj i forbindelse med trafiksikkerhedsarbejdet.

»Trafiksikkerhed er et af de emner, der står øverst på ITDs dagsorden. Hvert år er lastbilchauffører involveret i ulykker, som kan have store fysiske, psykiske og materielle omkostninger for både dem selv, deres medtrafikanter og vognmændene. Nogle af dem skyldes uopmærksomhed på grund af mobiltelefoni, og den slags ulykker skal reduceres fremover. Vi har store forventninger til pilotprojektet og glæder os meget til at se udfaldet, når testperioden er slut,« siger Jørn-Henrik Carstens, politisk chef i ITD, som tæller over 700 medlemmer og beskæftiger omkring 30.000 personer inden for vejgodstransport.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063