23948sdkhjf

TS-Transport om eksklusion: - Vi var blevet ekskluderet under alle omstændigheder

I midten af juni ransagede Tungvognscenter Øst i samarbejde med Tungvognscenter Syd vognmandsvirksomheden TS-Transport i Rødekro. Samtidig blev to af vognmandens lastbiler tilbageholdt og politiet gik i gang med en grundig gennemgang, der resulterede i en sigtelse til TS-Transport for gentagende overtrædelser af reglerne for cabotagekørsel.

Ifølge politiet kan den samlede bøde løbe op i omegnen af en million kroner.

John Thimsen, vognmanden bag TS-Transport, fastholder at der er tale om en misforståelse.

Vognmanden var, indtil i dag, medlem af DTL, der i en pressemeddelelse netop har meddelt, at TS-Transport er ekskluderet som følge af sagen.

»Eksklusionen sker med udgangspunkt i offentlige udtalelser fra politiet herunder, at virksomheden har været under efterforskning som mistænkt for gentagne gange at have kørt ulovlig cabotagekørsel; at virksomhedens kontor som led i efterforskningen er blevet ransaget; at der ved ransagningen er fundet dokumenter, der tyder på, at det udenlandske datterselskab til TS-Transport A/S har kørt et betydelige antal ulovlige cabotagekørsler i Danmark af et sådant omfang, at det kan udløse et bødekrav i millionstørrelsen samt, at politiet har tilbageholdt to af virksomhedens biler som sikkerhed for bødekravet,« skriver DTL.

TS-Transport var blevet bedt om at komme med en redegørelse i sagen, men redegørelsen udeblev. Og derfor traf DTL i sidste ende beslutningen om ekskludering.

»DTL ser med alvor på ulovlig cabotagekørsel og har umiddelbart efter sagen kom i medierne anmodet TS-Transport A/S om en redegørelse i sagen, men TS-Transport havde frem til svarfristens udløb d. 3. juli 2020 valgt ikke at komme med en sådan redegørelse.

På den baggrund har DTL’s bestyrelse besluttet at ekskludere TS-Transport A/S med henvisning til DTL’s vedtægter og etiske normer.«

Ekskluderingen lader ikke til at komme som et chok for John Thimsen, men der er bestemt heller ikke tilfredshed at spore i vognmandens stemme.

TS-Transport er nu ekskluderet fra DTL. Hvorfor afleverede I ikke den redegørelse, I blev bedt om og forsøgte at redde jeres medlemskab?

»Det er kun en sigtelse, derfor kan vi ikke gøre noget ved det,« siger John Thimsen til Lastbil Magasinet.

Men du siger, der er tale om en misforståelse, og jeres medlemskab hos DTL er vel værd at forsøge at redde, så hvorfor afleverede I ikke den redegørelse I blev bedt om?

»Det valgte vi at lade være med. Vi var blevet ekskluderet under alle omstændigheder på grund af den her sag.«

Men det kunne måske få ryddet de misforståelser du siger, der er tale om af vejen?

»Det har vi ikke flere kommentarer til. Farvel.« Her sluttede samtalen, idet John Thimsen smed røret på.

De to lastbiler, der blev tilbageholdt i sagen, tilhører det tyske selskab TS Transport GmbH, som hører under TS-Transport A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109