23948sdkhjf

Alder ingen hindring for drømmen

Flere og flere opfylder drømmen, melder Dekra.

Et voksende antal nye lastbilchauffører er over 50 år, når de tager kørekortet til lastbil.

En af dem er 59-årige Steen Bjerre, der har omskolet sig til lastbilchauffør - 40 år efter sin uddannelse til elektronikmekaniker.

Steen Bjerres drengedrøm om at blive lastbilchauffør kører dermed i opfyldelse, og i juni begynder han i en alder af 59 år på sit første chaufførjob, som ferieafløser hos Frode Laursen.

På få måneder har han omskolet sig fra elektronikmekaniker, med speciale i projektledelse, til lastbilchauffør med kort til forvogn, vogntog, farligt gods, tank, kran og gaffeltruck.

Men baggrunden er alvorlig, og karriereskiftet fra netværksprojekter til godstransport har krævet en stor personlig indsats, efter han i oktober 2017 tog imod en fratrædelsesordning hos TDC Erhverv.

Flere er over 50 år

- Der ryger mange tanker gennem hovedet i den situation. Men det har nok altid været min natur at søge at få det bedste ud af situationen. Nogle gange følger heldet jo også dem, der søger det. Hvis ikke man gør noget, er der i hvert fald væsentlig mindre chance for, at det lykkes, siger Steen Bjerre.

Den indstilling er han ikke alene om. Uddannelsesvirksomheden Dekra, hvor Steen Bjerre har taget lastbilkørekort, oplever således en stigning på 34 procent fra 2016 til 2017 i antallet af personer over 50 år, der tager kørekort til lastbil. Den ældste kursist, der tog kørekortet hos Dekra i 2017, var hele 72 år.

Drengedrøm

Steen Bjerre blev uddannet som elektronikmekaniker i 1979 og arbejdede først som servicetekniker i syv år og siden i godt 30 år som projektleder i forbindelse med netværksinstallationer hos erhvervskunder.

- Der var hjælp til uddannelse med i fratrædelsespakken, og jeg satte mig ned og tyggede på mine muligheder. Jeg kom til at tænke på, at det altid har været en drengedrøm for mig at køre lastbil. Jeg kan stadig godt finde på at stoppe op og beundre en chauffør, der forstår at arbejde med sin lastbil. Jeg fandt ud af, at jeg kunne sammensætte et kursusprogram hos Dekra og få kort til lastvogn og vogntog, og TDC’s HR-afdeling var velvillig indstillet, fortsætter Steen Bjerre.

Bestod første gang

Den tidligere TDC-tekniker og projektleder bestod teori- og køreprøverne i første forsøg.

- Det er ellers noget af et pensum. Det overraskede mig, hvor meget der er i den teoretiske del, ikke mindst på grund af de EU-regulativer, man skal kende til. Men nu har jeg en god pakke af teoretiske kompetencer og mangler kun praktisk erfaring.

Steen Bjerre mødte Frode Laursens personalechef på Dekras jobmesse i marts.

- Han syntes, det var frisk af mig at starte op på det i min alder og ville gerne lade mig starte som ferieafløser i juni, juli og august. Det kan give mig de første vigtige erfaringer. Jeg forstår godt, at vognmændene allerhelst vil have chauffører med erfaring. Det er ikke nødvendigvis fødselsdatoen, der er afgørende for ens muligheder, hvis man kan vise, at man har de kvaliteter, der kan kompensere for alderen, slutter Steen Bjerre.

Om DEKRA

Grundlagt i 1925 i Berlin, nu en international ekspert inden for sikkerhed med mere end 39.000 ansatte i mere end 50 lande.

Sammen med partnere arbejder Dekra for sikkerhed på vejen, arbejdet og i hjemmet. Produkter og services spænder fra køretøjsinspektion og ekspertvurderinger til reklamationskrav, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer samt uddannelse og rekruttering.

Visionen for virksomhedens 100 års fødselsdag i 2025 er, at Dekra er en ”global partner” for en sikker verden. I Danmark arbejder cirka 300 medarbejdere med blandt andet uddannelse.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113