23948sdkhjf

Udskældte chauffører: Nu ryger vejvreden op på ministerens bord

Det er ikke gået ubemærket forbi politikerne på Christiansborg, at vi her på Lastbil Magasinet i de seneste dage har beskrevet de ukvemsord, fagter og chikane, som følgebilschauffører i stigende grad må stå model til ude på vejene.

En følgebilschauffør har til Lastbil Magasinet fortalt, at mange medtrafikanter fejlagtigt tror, at følgebilen udelukkende er til for særtransporten, og at de slet ikke er bevidste om, at dens primære funktion er at passe på den øvrige trafik, så ingen kommer i klemme. Følgebilschaufføren mener ikke, at det vil kræve meget mere end en halv side i køreskolernes teoribog at nå frem med dette budskab til for eksempel nye bilister.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen har nu valgt at handle på baggrund af chaufførernes udtalelser om den vejvrede og chikane, som de udsættes for i det daglige arbejde. Til Lastbil Magasinet kalder Kristian Pihl Lorentzen det fuldstændig uacceptabelt, at følgebilschauffører skal stå model til denne vrede og chikane fra medtrafikanter. Og derfor er han gået til transportminister Benny Engelbrecht (S) for fremover at få gjort oplysninger om særtransporterne til en obligatorisk del af undervisningen på landets køreskoler.

»Jeg er blevet opmærksom på, at følgebiler ved særtransporter ofte oplever voldsom vejvrede, hvor andre trafikanter optræder truende og ubehøvlet. Dette er i min optik en helt uacceptabel adfærd overfor følgebiler, der løser en vigtig opgave til gavn for trafiksikkerheden,« lyder det i henvendelsen fra Kristian Pihl Lorentzen til transportministeren, som Lastbil Magasinet har fået indsigt i.

»På denne baggrund vil jeg hermed foreslå, at det i forbindelse med den igangværende revision af reglerne for kørekortundervisningen indføres, at kørelærerne fremover skal gøre opmærksom på følgebiler og deres vigtige opgave – samt deres krav på respekt fra andre trafikanter. Jeg imødeser gerne dine bemærkninger til dette forslag. På forhånd, tak,« fortsætter Kristian Pihl Lorentzen.

Branchen har flere gange tidligere forgæves forsøgt at råbe myndighederne og medtrafikanterne op om alt den dårligdom, følgebilschaufførerne må stå model til ude på vejene. Blandt andet ved at invitere pressen med ud i følgebilerne. Og i 2017 forsøgte ITD en dialog med myndighederne om information til de øvrige trafikanter, herunder i køreundervisningen, om følgebilerne. Men det kom der desværre ikke meget ud af, har ITD oplyst til Lastbil Magasinet.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063