23948sdkhjf

Ung chauffør: - Ingen forstår, hvis du ”bare” vil være lastbilchauffør

Unge chauffører er en mangelvare i den danske transportbranche. Det er et velkendt problem, og tal, som arbejdsgiverorganisationen ATL har hentet i den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik viser, at blot 13 procent af de danske lastbilchauffører er under 30 år. Samtidig viser tal, at hver anden chauffør i dag er over 50 år.

En af de unge chauffører under 30 år, er Rasmus Grøhn. Han kører eksport med levende dyr, han er søn af en lastbilchauffør og har kørt i to og et halvt år. Han er student fra gymnasiet, og han siger selv, han elsker sit job, men han er i tvivl, om han skal være lastbilchauffør resten af sit arbejdsliv. For der er for og i mod.

- Det er et job med meget ansvar, mange udfordringer og en masse fede oplevelser som eksportchauffør. Men det er også afsavn, venner og kæreste der ikke ser en i lang tid og et syn på branchen, der ikke er lige fedt, siger Rasmus Grøhn.  

Han forklarer, at han ofte møder en vis skepsis, når han fortæller, at han er lastbilchauffør. Hvilket han synes er ærgerligt for branchen og for faget.

- Der er så mange lag i det at være lastbilchauffør. Der er enormt meget ansvar og regler, love og teknik at holde styr på. Det er langt fra et job, hvor man bare sidder og holder i et rat fra morgen til aften. Men det er den holdning, jeg møder, når jeg fortæller, for eksempel mennesker jeg møder i byen og i sociale sammenhænge, der ikke kender til faget, at jeg er lastbilchauffør. Derfor har jeg tit sagt, at det bare er noget, jeg skal nogle år, indtil jeg finder ud af, hvad jeg reelt vil. Og så siger folk ”ah okay, så forstår vi”. For ingen forstår, hvis du ”bare” vil være lastbilchauffør, siger Rasmus Grøhn.

Der skal en holdningsændring til

Ingen i hans nærmeste vennekreds er chauffører. Rasmus Grøhns ekskæreste, som han var sammen med gennem gymnasietiden, sagde for nylig til ham, at han altid ”taler uden om”, hvis folk spørger ind til hans arbejde – på den måde forstået, at han siger, det blot er midlertidigt.

- Jeg er ikke flov over mit arbejde. På nogen måde. Jeg kan bare godt blive træt af at skulle forsvare mit valg af job hele tiden, siger Rasmus Grøhn.

Han mener, der skal en generel holdningsændring til, før det bliver godt. Der skal nogle mennesker bag rattet i de danske lastbiler, der brænder for faget.

Og så skal de ældre erfarne chauffører lade være med at tro, at det eneste de unge chauffører vil have er ”en stor gejlet Scania”.

- Da jeg tog mit store kørekort på AMU, var jeg, uden at overdrive, den eneste på det hold, der ville det seriøst. Halvdelen var henvist af kommunen og den anden halvdel sad der, fordi de død og pine skulle have et arbejde. Det er jo ikke ligefrem, fordi det gavner branchen, siger Rasmus Grøhn og fortsætter:

- Og så skal de ældre chauffører holde op med at skyde os unge i skoen, at vi kun vil arbejde fra 8 til 16, og at vi vil gå på kompromis med det ene og andet, bare vi får en gejlet bil. Det er simpelthen ikke rigtigt. De ældre chauffører skal også lytte lidt og give os unge chauffører lov til at have en holdning en gang i mellem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094