23948sdkhjf

Chauffører melder klar: Vi skal over og have stoppet bøderne

Endelig.

Efter flere ugers ihærdigt arbejde har dyretransportchaufførerne fået hul igennem til fødevareminister Mogens Jensen (S) i sagen om chaufførernes ansvar i forbindelse med transportegnethedssager.

I den 11. time har Mogens Jensen indkaldt chaufførerne til et møde på Christiansborg fredag mellem dyretransportchaufførerne, afdelingschef i Fødevareministeriet, Tejs Binderup, Justitsministeriet, 3F Transportgruppen, DI Transport og ATL og forsvarsadvokat og ekspert i dyreværnssager Jacob Forman.

Talsmand for dyretransportchaufførerne, Torben Grønhøj Jensen fra Randers, er selvsagt meget tilfreds med, at fødevareministeren nu endelig reagerer.

- Nu tager vi til mødet fredag, og så skal vi høre ordret, at der vil komme nye forhandlinger til om ret og rimelighed over for os chauffører. Vi skal over at kigge hinanden i øjnene, og så er det meget vigtigt, at vi ikke bliver løbet over ende, for vi har kæmpet benhårdt for det her, siger Torben Grønhøj Jensen og fortæller, at chaufførerne forud og til mødet har allieret sig med advokat Jacob Forman.

- Helt praktisk mødes vi med Jacob (Jacob Forman, red.) inden mødet og taler om, hvad vi gør fremadrettet, for vi skal ikke løbes over ende. Vi skal også huske på, at vi er nogle mennesker, som for manges vedkommende ikke har andet end ni års skolegang.

Risikerer I ikke, at I bare bliver spist af med en sludder for en sladder, og så er alt ved det gamle igen på mandag?

- Jeg regner bestemt ikke med en sludder for en sladder. Men ender det med det, er kollegaerne ikke mere end et opkald væk. Og så kan situationen være en anden allerede på tirsdag. Så kan det være, at bilerne skal stå stille fra tirsdag. Så trækker vi håndbremsen. Men lige nu er jeg helt sikker på, at mødet fredag fører til noget, siger Torben Grønhøj Jensen.

- Nu tager vi til København og fortæller, at de sindssyge bøder til os skal stoppe her og nu. Vi skal over og have stoppet bøderne, og så skal vi forhandle. Vi skal holdes fri fra de her bøder. Og så vil vi se, om vi kan få stoppet de bøder, der allerede ligger.

Når chaufførerne har været til møde fredag, vil de efterfølgende evaluere situationen og komme med en officiel udmelding om næste skridt mandag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093