23948sdkhjf

Slut med at skide i skovbunden: Vil bruge 200 millioner kroner på rastepladser

Venstre går ind til de kommende infrastrukturforhandlinger med et ønske om at bruge 200 millioner kroner på en opgradering af rastepladserne herhjemme. Pengene skal både bruges på flere p-pladser til gavn for lastbilchaufførerne og til en forbedring af de generelle faciliteter, så man kan komme på toilet på rastepladserne, men også så man kan komme af med sit affald.

- Nogen af pengene skal bruges på ekstra p-pladser i forbindelse med motorvejsrastepladser, hvor der er mangler. Og så skal vi have forbedret standarden på rastepladserne. Langs landevejsnettet er standarden dårlig, og jeg tænker især på de chauffører, der skal forrette deres nødtørft, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, sidstnævnte med henvisning til, at man på mange rastepladser langs landevejene end ikke kan komme på et toilet, og det mener han ikke, vi kan være bekendt i et rigt land som Danmark – at chauffører og andre må en tur i buskadset.

Hvordan skal de ekstra p-pladser til lastbiler så fordeles?

- Jeg ved ikke, hvordan de skal fordele sig. Nogle steder er der måske brug for 25 ekstra pladser, andre steder måske 50. Men vores vurdering er, at de 200 millioner kroner dækker behovet, siger Kristian Pihl Lorentzen, der peger på, at ekstra p-pladser til chaufførerne betyder, at de kan holde deres lovpligtige pauser og hvil, uden at de skal risikere en p-bøde.

Venstre-ordføreren peger på, at pengene til opgraderingerne kan findes blandt bilafgifterne. Han påpeger, at danske bilister betaler 50 milliarder kroner i afgifter om året.

- Det drejer sig for eksempel om ejerafgifter og benzin- og dieselafgifter. Alle de afgifter, bilisterne betaler, summer op i 50 milliarder kroner - så har man altså også krav på nogle ordentlige forhold, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Venstre-ordføreren forventer, at infrastrukturforhandlingerne fortsætter i næste uge, og da bringer han ønsket om de 200 millioner kroner med til forhandlingsbordet.

- Og jeg kan ikke se, at nogen kan være imod det her forslag, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078