23948sdkhjf

Virksomheder taber millioner på forsinkede særtransporter

Det tager nu 2-3 uger at få tilladelse til at køre en særtransport øst for Lillebælt, og hos politiet vokser bunken af ubehandlede ansøgninger hver eneste dag. Tabet hos transportvirksomhederne og inden for byggeriet løber op i millioner af kroner. ATL og DI Transport beder regeringen om at gribe ind hurtigst muligt, oplyser de i en nyhedsmail.

Politiet ændrede tidligere på året proceduren for godkendelsen af særtransporter øst for Lillebælt. Nu skal kommunerne, som særtransporten kører igennem, høres, inden der kan gives tilladelse. Det gælder også for de ”almindelige” særtransporter, hvor entreprenørmaskiner og andet materiel bliver flyttet. Dem er der utallige af hver dag.

Politiet besluttede med kort varsel at leve op til en bekendtgørelse fra 2005, der pålægger politiet at høre vejmyndigheden (ofte kommunen), inden der bliver givet tilladelse til en særtransport.

Bunken vokser og vokser

Tidligere fik transportvirksomhederne tilladelse til en særtransport fra den ene dag til den anden. Men siden den nye procedure blev indført, er bunken af sager hos politiet vokset og vokset.

»Problemet bliver bare større og større. Vi søger om mellem 5 og 15 tilladelser om dagen, og i øjeblikket får vi mellem 1 og 4 tilladelser retur,« siger Jesper Thorning, der er afdelingsleder i blokvognsdivisionen hos DSV Transport i Roskilde.

DSV Transport taber i øjeblikket ordrer til transportvirksomheder, som hører hjemme vest for Lillebælt. I Vestdanmark har politiet også ændret procedure fornylig, men det er det er stadig muligt at få tilladelse til en særtransport på få dage. Det skyldes blandt andet, at politiet i Padborg har flere medarbejdere til at udstede tilladelser.

»En af vores største kunder skal have flyttet to store maskiner fra Roskilde til henholdsvis Fredericia og Nørresundby. De vælger at bruge en jysk vognmand, fordi der er så lang ventetid her for at få en tilladelse,« siger en ærgerlig Jesper Thorning.

Lav anmeldeordning for almindelige særtransporter

ATL og DI Transport opfordrer transportministeren og justitsministeren til at gribe ind nu og ændre bekendtgørelsen om særtransporter. De to organisationer var medunderskrivere på et brev, der blev sendt til ministrene i august, men siden er problemet blevet endnu mere akut.

»Politiet indførte en ny procedure fra den ene dag til den anden. Hverken i kommunerne eller hos politiet selv, var man klar til at løfte den ekstra administrative opgave. Ministrene er nødt til at gribe ind. Det bliver tabt alt for mange penge lige nu,« siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

På lidt længere sigt foreslår DI Transport og ATL, at der bliver indført en anmeldeordning for de mest almindelige særtransporter, så det kun er de helt store særtransporter, der kræver tilladelse. Det vil sige, at virksomheder, der er godkendt til at køre særtransporter, kan anmelde kørslen i stedet for at vente på en tilladelse. Hvis sådan en ordning bliver indført, vil det fjerne to tredjedele af alle ansøgninger om særtransporter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063