23948sdkhjf

Vognmænd i klemme

En række vognmænd er kommet i klemme efter de er blevet stoppet i tungvognskontrol og af politiet har fået at vide, at de står til en frakendelse af kørekortet på grund af mangler på lastbilen.
 
Det handler om vognmænd, hvis biler har monteret snerydningsudstyr.
 
- Jeg blev opmærksom på det, da jeg besøgte en virksomhed, der producerer snerydningsudstyr. De fortalte, at de er blevet kontaktet af vognmænd, der har købt deres snerydningsudstyr og så efterfølgende er blevet stoppet i politiets razzia og varslet en frakendelse af kørerkortet, fordi politiet har sagt, udstyret ikke lever op til gældende EU-regler, siger Anni Mathiesen, der er medlem af Folketinget for Venstre og formand for Erhvervsudvalget.  
 
På den baggrund har hun valgt at rette et spørgsmål til transportminister, Benny Engelbrecht, der handler om netop reglerne for lastbilers snerydningsudstyr.
 
- Vil ministeren redegøre for den lovgivning, der ligger til grund for, at en række tungvognsejere af politiet er blevet varslet frakendelse af kørekortet på grund af manglende afrunding eller afskærmning, på trods af at lastvognen har monteret gummi-afdæmpning, er gået gennem syn og følger gældende EU-regler?
 
Anni Mathiesen beder om svar på endnu et spørgsmål stilet til transportens minister.  
 
- Vil ministeren redegøre for årsagen til, at lastbiler kun må have snerydningsudstyr monteret i perioden fra 1. oktober til 1. maj, når de alligevel er tilpasset hensynet til bløde trafikanter både med og uden udstyr monteret? Og vil ministeren herunder forholde sig til udfordringen i, at der grundet svingende vejrforhold året rundt kan være akut behov for snerydning uden for den givne periode, samt at skæringsdatoen den 1. oktober ofte bidrager til kø og forsinkelse ved samtidig klargøring af alle lastvogne i denne periode?
 
Det er i bund og grund en bekymring for virksomhedens rygte, at folketingspolitikeren stiller spørgsmålet, men også konflikten mellem det politiet siger til vognmændene, og de regler der er på området, optager Anni Mathiesen.
 
- Virksomheden fortæller selv, at de lever op til alle gældende EU-regler på området, men får så klager fra vognmændene over, at politiet siger reglerne er overtrådt. Det talte jeg med min partifælle og transportordfører Kristian Pihl Lorentzen om, og vi blev enige om at få en opklaring på det her ved at spørge ministeren. Virksomheden vil selvfølgelig ikke have hængende over hovedet, at deres udstyr ikke lever op til reglerne, og vognmændene skal ikke frakendes deres kørekort, hvis de ikke har gjort noget galt, siger Anni Mathiesen.  
 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094